Mangel på sosu'er: Her giver studerende plejecentret et friskt pust

I Aalborg hjælper sygeplejerskestuderende med at fylde hullerne.

Med et studiejob på plejehjemmet får 21-årige Lisa Sarusi værdifulde erfaringer gennem sin studietid. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

Når de ældre på plejecenteret Lundbyescentret i Aalborg vågner om morgenen, bliver hjulpet i tøjet og får noget at spise i hverdagene, sker det som regel med hjælp fra en social- og sundhedshjælper eller -assistent.

Men i weekenden og på aftenvagter er det af og til sygeplejerskestuderende som 21-årige Lisa Sarusi, der træder til.

- Det er studierelevant for mig, og samtidig hjælper jeg de ansatte på plejehjemmet, fortæller hun.

I Aalborg Kommune er man ligesom mange andre kommuner udfordret med et stigende antal ældre og et faldende antal sosu-uddannede.

Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) vil der om fem år mangle intet mindre end 15.000 sosu-assistenter.

Svært at rekruttere i egne rækker

Derfor tilbyder Lundbyescentret de studerende at afløse på plejehjemmene på skæve tidspunkter.

Og det er godt for begge parter, lyder det.

- Du kan læse nok så meget og få nok så meget teori, men det kræver ligesom, at du har det i hænderne. Som sygeplejerske handler det om at skabe relationer og komme ind på livet af folk, og det kan man lære her, forklarer Lisa Sarusi.

Plejehjemsleder Marianne Sarkov er glad for de studerendes hjælp. (Foto: Magnus Munk Kristiansen © DR Nórdjylland)

På plejehjemmet ser leder Marianne Sarkov ligeledes en række fordele ved ordningen.

- Jeg vil rigtig gerne have sygeplejestuderende ind for at få lidt ekstra arbejdskraft. Både for at mine medarbejdere kan få mere fri, men også så vi kan få dækket de huller, vi har, når vi har svært ved at rekruttere inden for egne rækker, siger hun.

- De hjælper med akkurat de samme opgaver som en social- og sundhedshjælper. Det er praktiske opgaver, det er personlig pleje, og når de er lidt længere i deres studie og er ved at være færdige, kan der måske godt komme nogle ekstra opgaver.

Friske idéer og inputs

Hun er ikke bekymret for kvaliteten af plejen, selvom nogle af de sygeplejerskestuderende kun er ganske kort inde i deres uddannelsesforløb, når de begynder på plejehjemmet.

- Det går ikke ud over plejen og pasningen af de gamle mennesker, at man tager sygeplejestuderende. Det kan jeg forsikre om, siger Marianne Sarkov, der selv sørger for, at de studerende ikke får større opgaver, end det de kan gabe over.

Tværtimod, siger hun, kommer de unge med en frisk tilgang, som måske kan være med til at ruske op i gamle vaner.

- Der kommer nogle unge mennesker ind, der stiller spørgsmål og kan give os input i forhold til deres studie og det, de tænker. De tænker lidt på en anden måde, og det kan give en god vekselvirkning med mit personale, siger hun.

Det er studerende Lisa Sarusi enig i.

- Vi supplerer hinanden meget godt, siger hun.

73 procent af kommunerne rapporterer allerede i dag om mangel eller stor mangel på arbejdskraft inden for ældreområdet.

Hvorfor har vi ikke nok sundhedspersonale?

  • I december 2018 udgav regeringen en kortlægning af rekrutteringsproblemerne og her nævnes blandt andet:

  • At 86 procent af social- og sundhedspersonalet i 2017 var ansat på deltid.

  • At et begrænset antal medarbejdere på sundhedsområdet tager imod tilbuddet, når de tilbydes at gå op i tid.

  • At tilgangen af elever til social- og sundhedsuddannelsernes hovedforløb er faldet markant. Antallet af elever, der begynder på social- og sundhedsuddannelserne, er faldet fra 10.068 i 2014 til bare 5.871 i 2017. Altså et fald på 42 procent.

  • At skolerne oplever, at sundhedsområdet har et negativt image, der påvirker rekrutteringen.

  • At skolerne oplever en stor frafaldsrisiko. 14 procent af eleverne stopper i løbet af de første tre måneder.

  • Kortlægningen blev lavet i et samarbejde mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Undervisningsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Facebook
Twitter