Martins dieselbil er én måned for gammel til de store byer: 'Jeg synes jo ikke, den er gammel og skrotfærdig'

Flere borgmestre vil forbyde ældre dieselbiler i byen.

Det er kun et år siden, at Martin Kristensen købte sin dieselbil.

Den bruger han til at komme frem og tilbage mellem lejligheden i Aalborg og jobbet i Støvring, hvor han arbejder som revisor.

Men står det til fire borgmestre, skal Martin Kristensen finde en anden måde at pendle på.

Borgmestrene fra København, Aarhus, Odense og Aalborg vil fra år 2022 forbyde kørsel med dieselbiler indregistreret før 1. januar 2012 i byernes miljøzoner.

Martins bil blev indregistreret i december 2011.

- Det vil jeg da være træt af, siger han.

- Jeg synes jo ikke, det er en gammel skrotfærdig bil, jeg kører rundt i.

Skulle gerne køre længere

Forbuddet skal dæmme op for udledningen af partikler fra bilerne.

Årligt er luftforurening årsag til omkring 4.000 tidlige dødsfald, viser en rapport om luftkvalitet og helbredseffekter i 2018 lavet af forskere på Aarhus Universitet.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik vil forslaget komme til at omfatte omkring 380.000 biler.

Martin Kristensen forstår godt, at man vil gøre noget for at gøre det sundere at bo og færdes i de store danske byer, men han tvivler på, at det vil gøre en stor forskel at hive hans egen bil af vejene.

- Den her bil er fra før 2012, men den opfylder samme krav som nogle af bilerne efter og har partikelfilter, understreger han.

Når han i det hele taget har valgt en dieselbil, er det fordi den passer godt til motorvejskørsel.

Han vil være ked af at skille sig af med den igen med de omkostninger, det indebærer.

- Den skulle i hvert fald gerne køre i tre år, siger han.

Stadig forholdsvis ny

Seniorforsker Steen Solvang Jensen fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet mener ikke, at borgmestrenes udspil er specielt ambitiøst.

Hvis man endelig skal gøre noget, så Martin Kristensen da også gerne, at lovgivningen kom til at dække hele EU, og ikke blot nogle få byer i Danmark, og hvor man ellers laver lignende regler.

- Jeg synes, der skal være ens regler alle steder, siger Martin Kristensen.

Hvis forslaget bliver en realitet, må han enten flytte, droppe jobbet eller skifte bilen ud.

Det vil være en skam, mener han.

- Den er jo stadig forholdsvis ny, siger Martin Kristensen.

Borgmestrene understreger i deres udspil, at de er åbne for andre løsninger, blot man får fjernet de gamle dieselbiler fra byerne.