Medarbejder på nordjysk bosted tiltalt for at slå svært udviklingshæmmet beboer

Episoden er fanget på videoovervågning.

En medarbejder på Region Nordjyllands store botilbud, Sødisbakke i Mariager, er tiltalt for at slå en stærkt udviklingshæmmede beboer. (Foto: Janus Benjamin Jacobsen Gistrup -DR)

En medarbejder på Region Nordjyllands store botilbud, Sødisbakke i Mariager, er tiltalt for at slå en beboer.

Det var under den svært udviklingshæmmede beboers indlæggelse på et hospital på Sjælland, at den formodede vold fandt sted. Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, der har efterforsket sagen.

Beboeren har udover sit udviklingshandicap også epilepsi.

Episoden er fanget på videoovervågning.

Medarbejderen var sendt med fra Sødisbakke som støtte for beboeren, fortæller konstitueret områdechef på Sødisbakke Anette Høg Blach, der beklager sagen:

- Det er meget beklageligt. Vi er alle meget påvirkede, når der opstår sådan en situation omkring vores borgere, siger hun.

Anette Høg Blach fortæller, at hun på grund af sin tavshedspligt kan sige meget lidt om sagen, men oplyser, at medarbejderen ikke længere er ansat:

- Det er klart, at vi tager sådan en formodet anklage særdeles alvorligt. Og det betyder selvfølgelig også, at vi handler i sådan en sag. Og vi har også handlet resolut, da vi fik kendskab til denne her politianmeldelse, siger hun.

Socialtilsynet er orienteret i sagen.

Episode fanget på video

Ifølge DR’s oplysninger er det personalet på det sjællandske hospital, der har politianmeldt medarbejderen fra Sødisbakke for at slå den svært udviklingshæmmede beboer.

Episoden skete ifølge DR’s oplysninger, da beboeren lå og hvilede sig i sin seng. Personalet på det sjællandske hospital opdagede episoden, da de videoovervågede den udviklingshæmmede beboer under indlæggelsen.

DR har været i kontakt med beboerens familie, som er meget påvirket af sagen. Familien bekræfter forløbet, men ønsker ikke at udtale sig.

Ledelse bør undersøge omfanget af mulig vold

Men selv om det på nuværende tidspunkt udelukkende drejer sig om en mistanke om vold, så bør ledelsen på Sødisbakke undersøge, om det kan være sket mere end én gang, at en medarbejder kan have været voldelig overfor en beboer.

Det mener lektor i socialret ved Aarhus Universitet Eva Naur Jensen, der også har forsket i magtanvendelser:

- Man er nødt til at prøve at undersøge, om der er noget, der tyder på, at det her kan være sket i andre situationer, siger hun.

Hun mener, at ledelsen på Sødisbakke har pligt til at undersøge omfanget af den mulige vold:

- Man er forpligtet til at sørge for at drive et sted, hvor den her slags ikke foregår. Og derfor er man også forpligtet til at prøve i et eller andet omfang at få optrevlet, hvad der er sket, siger hun.

En trist sag

Både landsforeningen for udviklingshandicappede, LEV, og Epilepsiforeningen mener, at det er en trist sag:

- Det er både ulykkeligt og uforståeligt, at nogle af de mest sårbare mennesker i det her land, mennesker med udviklingshandicap, kan blive udsat for vold af dem, som faktisk er ansat til at passe på dem. Hvis det er rigtigt, det som anklagen går på, så er det både uforståeligt og tragisk, siger landsformanden for LEV, Anni Sørensen.

Landsformanden for Epilepsiforeningen, Lone Nørager Kristensen, siger:

- Det her er en meget ulykkelig sag.

Politiker: 'Det er ganske forfærdeligt'

'Frygteligt' og 'ganske forfærdeligt'.

Sådan lyder reaktionen fra formand for Region Nordjyllands Socialudvalg Vibeke Gamst, valgt for Det Konservative Folkeparti:

- Det er ganske forfærdeligt, at det overhovedet kan komme dertil, hvor man kan blive tiltalt for sådan noget. Det siger sig selv, at det må ikke forekomme, og nu er det altså forekommet alligevel.

I juni fortalte DR om ulovlige indelåsninger af beboere på Sødisbakkes afdelinger 'Skovbo' og 'Kuben'.

Tilbage i maj sendte pårørende desuden et bekymringsbrev til Socialudvalget, fordi de var urolige for beboernes trivsel på stedet.

Sagen, der er én i en række dårlige sager for afdelingerne 'Kuben' og 'Skovbo' på Sødisbakke, gør indtryk på Vibeke Gamst:

- Jeg tænker: 'Må det dog ikke snart få en ende', det er jo frygteligt. Der er så trist, at det kommer netop nu, fordi vi har igangsat et meget grundigt arbejde på de to afdelinger (Skovbo og Kuben, red.) på Sødisbakke, og hvor der har været problemer.

Ifølge Martin Bech, der er medlem af Socialudvalget og valgt for Venstre, er der fortsat behov for at rette op på 'de kritisable forhold, der var på Sødisbakke'.

Sagen gør indtryk på ham:

- Det gør altid indtryk, når der sker de her forfærdelige ting, hvor folk overhovedet ikke lever op til deres ansvar og i og for sig misbruger den position, de har.

Martin Bech håber, at sagen står alene:

- Jeg tror og håber, at det her er en isoleret sag, og at det ikke har noget at gøre med forholdene på Sødisbakke.

Opdateret: Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi har bekræftet overfor DR, at der er rejst tiltale i sagen. Dermed er der ikke længere tale om en politianmeldelse.

Opdateret: DR har siden i morges, hvor artiklen udkom, talt med to regionspolitikere i Socialudvalget. Deres kommentarer fremgår i artiklens sidste afsnit.

Facebook
Twitter