Medicintjek: Syv ud af ti recepter skal skrives om

En gennemgang af 226 nordjyske patienter afslører, at 71 procent får for meget, forkert eller unødvendig medicin.

Forkert eller for meget medicin kan gå ud over patienternes livskvalitet eller sende dem tilbage på sygehuset. (Foto: © Jonas Vandall Ørtvig, Scanpix)

Efter en blodprop i hjernen tog 83-årige Jytte Pedersen fra Klokkerholm 13 forskellige slags medicin.

Det fik hun det ikke bedre af, snarere tværtimod: hun var oftest sengeliggende og generelt ked af det. Men så blev hendes lange medicinliste gennemgået. Noget medicin blev trappet ned, andet blev skiftet ud og en del blev helt droppet, så hun nu er nede på fire forskellige slags om dagen - og hun er kommet ud af sengen.

Medicingennemgange afslører meget Og netop medicingennemgange er et fokusområde i regioner, kommuner, på sygehuse og hos praktiserende læger. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at de praktiserende læger laver medicingennemgange hos patienter, der får mere end fem forskellige slags medicin, en gang om året. I Region Nordjylland er Heidi Kudsk ansat til at hjælpe lægerne med det. I 2017 har hun gennemgået 226 patienters medicin. I syv ud af ti tilfælde har hun anbefalet ændringer, fordi patienterne fik forkert eller for meget medicin.

- Der er rigtig mange, der får medicin, som de ikke behøver. Og det kan give anledning til genindlæggelse på sygehuset, siger Heidi Kudsk.

I Klokkerholm er praktiserende læge Helle Nygaard glad for at få sine recepter gennemgået af en farmaceut:

- Vi har ofte nogle meget lange medicinlister, der udløser en hel kaskade af bivirkninger. Det kan desværre betyde, at patienterne ikke er så raske eller så friske, som de kunne være.

Alle regioner har fået penge til at rydde op i patienternes medicin, og i Region Nordjylland er man foreløbig meget tilfreds med farmaceut Heidi Kudsks indsats.

Regionsrådets næstformand, Jess V. Laursen (V), kan dog ikke love, at ordningen bliver permanent.

- Budgettet for 2018 er lagt, men det er noget, vi skal have set på. For der er mange penge at spare, siger han.