Mere end hver tiende elev i 8.-9. klasse har gjort selvskade: Lærere kan ikke håndtere det

Misforståede hensyn og fordomme kan bremse hjælpen til selvskadende børn og unge.

Mindst én gang om ugen henvender en skolelærer sig til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS, på grund af en bekymring for en elev, der selvskader. Men de er kun sjældent klædt på til at hjælpe eleven med problemet. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Når børn og unge skader sig selv med vilje, er det ofte de voksne, som er i de unges dagligdag, der opdager selvskaden først. Skolelærere, sagsbehandlere og sundhedsplejersker er blandt andre nogle af dem, som har daglig længerevarende kontakt med de unge.

Men mange af dem ved ikke, hvordan de skal håndtere det, hvis de opdager selvskadende adfærd blandt deres elever.

Mindst én gang om ugen henvender en skolelærer sig til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS, på grund af en bekymring for en elev, der selvskader. Landsforeningen har oprettet en faglig sparringstelefon, hvor netop de fagpersoner, der har kontakt med børn og unge mennesker, kan henvende sig.

Her sidder psykolog Signe Scharling ved sparringstelefonen og oplever jævnligt, at lærerne simpelthen ikke ved, hvordan de skal tale med en elev, der har skadet sig selv.

- De kan være bekymrede for, hvordan de skal spørge ind til det. Og hvis de så får noget mere viden om det fra barnet, så kan de være i tvivl om, hvem de skal sige det videre til. Skal de sige det til forældrene, selvom barnet har givet udtryk for, at det skal holdes hemmeligt? Og hvor kan man i det hele taget søge hjælp til barnet? fortæller Signe Scharling.

Psykolog: Tal om det!

Gennemsnitsalderen for selvskadedebut er 12 til 16 år. Og ifølge en undersøgelse udarbejdet af Center for Selvmordsforskning fra 2012 har 13,4 procent af eleverne i en almindelig dansk folkeskoles 8. eller 9. klasse gjort skade på sig selv én eller flere gange. Det er derfor afgørende, at lærerne er klædt ordentligt på til at hjælpe deres elever, hvis de får viden eller mistanke om selvskade.

Signe Scharling hører ofte, at lærerne er bange for at bryde den tillid og fortrolighed, som eleven har vist dem ved at betro dem om deres problem. Desuden er der stadig både fordomme og tabuer forbundet med selvskadende adfærd. Det kan desværre påvirke den måde, som folk – og heriblandt lærerne selv – ser på problemet.

– Der er nogle fordomme i vores samfund om, at selvskade bare er noget, man gør for at få opmærksomhed. Derfor kan man måske være i tvivl om hvor alvorligt, man skal tage det, fortæller Signe Scharling.

Men det skal tages meget alvorligt, tilføjer hun. Derfor opfordrer hun i høj grad lærere og andre fagfolk, som har berøring med børn og unge, til at søge råd og vejledning hos for eksempel Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade.

Signe Scharling ser gerne, at vi alle bliver bedre til at tale om problemet med selvskade. Og at pårørende og fagpersoner ikke er bange for at tage det op og række ud efter hjælp til at håndtere det, hvis de får mistanke om selvskade.

– Tal om det! Det gør det ikke værre at tale om det, og det værste, der kan ske, er, at man tager fejl. Udtryk din bekymring og få talt om det, slutter hun.

Facebook
Twitter