Minkavlerne er i krise, men Hanne tror stadig fremtiden: 'Håber det går den rigtige vej nu'

2020 skulle have været det store vendepunkt for minkavlere. I stedet er ondt blevet værre.

Tre af Hanne Kristensens kolleger har været nødt til at slå deres minkbesætninger ned efter fund af coronasmitte. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)

Det er hårde tider for en minkavler.

Gennem flere år er prisen blevet presset i bund. Så kom coronakrisen, der satte alle markeder i stå. Og som om det ikke var slemt nok, er tusindvis af mink på tre nordjyske minkfarme for nyligt blevet aflivet, fordi også de er blevet smittet med virusset.

Derfor ser det lidt stramt ud på dagen, hvor Kopenhagen Fur begynder en ny auktion.

- Får vi ikke likviditet til at drive vores besætning, er vi nødt til at lukke, siger en af avlerne, Hanne Kristensen, der sammen med familien driver en minkfarm med 10.000 mink uden for Hjallerup i den sydlige del af Vendsyssel.

Alene i år er prisen på minkskind faldet med 12 procent til 125 kroner stykket.

Det gør ondt på Hanne Kristensen og de andre avlere, når det koster omkring 275 kroner at producere et skind. Af samme grund er mange også nødt til at have andre jobs ved siden af, så lidt af hullet kan blive lukket.

Coronakrisen aflyste årets første auktion hos Kopenhagen Fur. Siden har der været afholdt to online-auktioner, men salget har ikke været i nærheden af det, der tidligere har været tilfældet.

På den seneste auktion blev der kun solgt 2,3 millioner skind ud af 9 millioner planlagte skind.

Håber det vil gå den rigtige vej

Hanne Kristensen har dog optimismen i behold.

Denne gang har køberne mulighed for at komme og mærke på de skind, de ønsker at købe, og det gør, at de kan få vished om kvaliteten.

Det er vigtigt for handlen, mener hun.

- Det giver mig håb om, at det går den rigtige vej for os.

- Vi har faste udgifter til foder og dyrlæge og deslige, så det vil betyde, at vi får penge i kassen igen, siger Hanne Kristensen.

Faktisk var det forventningen, at både afsætningen og prisen på skind ville stige i 2020. Men mod coronakrisen er det gået lige omvendt.

Derfor er det nødvendigt med en god auktion nu, hvis ikke alt mod skal tages ud af branchen, mener Kennet Rønfeldt, der er virksomhedsrådgiver hos den nordjyske landbrugsorganisation Landbo Nord.

- Også for at kunne vise bankerne og pengeinstitutterne generelt, at det er et marked, vi tror på fremadrettet, siger han.

En turbulent branche

Udover faldende priser og frygt for smitte med corona, må minkavlerne også løbende forholde sig til pres fra aktivister, der vil have lukket farmene ned.

I Norge har man besluttet, at det skal ske senest i år 2025.

I Danmark, der er verdens største eksportør af minkskind, er der imidlertid ikke samme debat om minkfarmene.

I det hele taget er det en hårdfør branche, som man ikke skal dømme ude, selvom det kan se sort ud.

Sådan lyder det fra seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet Henning Otte Hansen.

- Det er en meget turbulent branche med både op- og nedture. Vi har nu haft en periode på tre, fire, fem år med en markant nedtur med meget lave priser på minkskind. Men der er måske tegn på, at bunden er nået.

Fødevarestyrelsen fandt for nylig coronavirus hos en tredje minkfarm i Hjørring Kommune. (Arkivfoto). (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Han betegner coronakrisen som en ukendt joker for branchen, men siger, at det også kan gå den rigtige vej igen nu med øget efterspørgsel.

- Der er faktisk brug for, at man skal producere mere, og det vil også give prisstigninger på minkskind, siger han.

Hanne Kristensen håber da heller ikke, at den seneste tids smitte på minkfarme i Nordjylland får en betydning for prisen på skind.

- De blev produceret sidste år og har slet ikke været i nærheden af corona, understreger hun.

Fødevarestyrelsen har for nylig testet 125 minkbesætninger for coronavirus i Danmark. Her er der ikke fundet tegn på smitte.

Det er desuden besluttet, at ny smitte ikke skal betyde, at hele besætninger skal slås ned.

Facebook
Twitter