Mobilen finder ledig parkeringsplads

En ny mobilapplikation guider dig til en ledig parkeringbås. App'en kan både finde og betale for parkeringen via telefonen.

Bilister kan nu spare tid - og frustrationer - i jagten på en ledig parkeringsbås, ved hjælp af mobiltelefonen. En nyudviklet applikation kan både finde og betale for parkeringen via telefonen.

- Ideen er gavnlig for alle parter. Både bilisten, administratorerne af parkeringspladserne og selvfølgelig os selv, siger direktør Bo Abrahamsen, fra firmaet ParkPark A/S i Støvring i Nordjylland, der står bag ideen.

App´en blev frigivet til iPhone i weekenden, og knap 200 kunder har foreløbig downloadet genvejen på deres mobiltelefon

Kan betale for parkering med abonnement

Applikationen fortæller bilisten hvilke parkeringspladser der er ledige, og hvordan du finder dem. Et abonnement giver mulighed for via app'en at betale for parkeringen. Du tjekker ind på mobiltelefonen, når du forlader bilen, og tjekker ud, inden du kører ud af P-pladsen.

App-prisen er en del lavere end automat-prisen, hvis abonnementet udnyttes fuldt ud. Alligevel er aftalen interessant for administratorerne af de private pladser.

- Ordningen skulle meget gerne guide flere biler til min plads, og samlet skulle det gerne øge indtjeningen, siger Leif Thomsen, der er indehaver af Jysk P-kontrol.

Både offentlige og private p-pladser over hele landet

ParkPark har foreløbig aftale med godt 30 private parkeringspladser i hele landet.

- Vi er i tæt dialog med de store private perkeringsselskaber, men også med flere kommuner rundt omkring, siger Bo Abrahamsen.

Ideen blev født af iværksætter Mads Peter Veiby og direkør i OnePark, Per Moesgaard. Mads Peter Veiby har erfaring fra både mobil- og IT-branchen, mens Per Moesgaard har viden om området efter en årrække som direktør i EuroPark.

Facebook
Twitter