Mobilen giver politiet værdifulde tip

En særlig politi-app på telefonen viser sig efter to år at være en gedigen succes, hvad angår tip.

Via politiets mobil-app 'Politi' kan man blandt andre funktioner tippe politiet med nyttige oplysninger. (Foto: Klaus Videbæk © DR Nórdjylland)

Nordjyderne har taget muligheden for at tippe politiet via mobiltelefonen til sig.

Hver uge får politiet i omegnen af 25 tip via den særlige Politi-app, der havde premiere for to år siden og giver Nordjyllands Politi omkring 1300 brugbare henvendelser om året.

Politikommissær Carsten Kjær er allermest glad for, at tip-muligheden bliver taget alvorligt.

- Jeg synes ikke, vi bliver misbrugt i hvert fald. Det er et seriøst og godt samarbejde mellem borgere og politi, siger han.

- Vi får ting frem i lyset, som vi ikke bare snubler over, for tippene kommer ofte efter en gåtur med eller uden hund i grønne områder, hvor patruljerne normalt ikke kommer.

Tip om cykler og naboer

Så sent som i sidste uge fik politiet ved hjælp af app’en en henvendelse om et sikkert stjålet og opbrudt pengeskab.

I andre tilfælde kan det handle om efterladte cykler, naboen som kører påvirket eller barnet, der aldrig spændes fast i selen.

- Nogle af dem er ting, hvor folk siger, ’det vil jeg ikke ulejlige politiet med, men jeg vil godt skrive en mail’, fortæller politikommissær Carsten Kjær.

Facebook
Twitter