Museer og kulturtilbud presses af stop for feriepenge

Kulturinstitutioner har længe nydt godt af feriepenge, der ikke er blevet udbetalt, men nu kræver staten pengene tilbage.

Limfjordsmuseet i Løgstør er blandt de kulturinstitutioner, der har nydt godt af lån fra Arbejdsmarkedets Feriefond. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

De troede, de uden problemer kunne forlænge lån for flere millioner kroner, men nu skal en lang række danske museer betale penge tilbage, mange penge.

- I yderste konsekvens kan det jo betyde en lukning, men det håber jeg selvfølgelig ikke, siger Lars Christian Nørbach, der er museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum, som har lånt 5,7 millioner kroner til Vikingecenter Fyrkat.

Pengene kommer fra Arbejdsmarkedets Feriefond og er givet fra den del af vores feriepenge, som vi allesammen glemmer at få udbetalt.

De penge har museer og kulturtilbud i Danmark i mange år nydt godt af, og institutionerne har kunnet gøre nytte af dem igennem afdrags- og rentefrie lån.

Men reglerne er blevet ændret, og institutionerne skal nu betale lånene tilbage, når de udløber efter 25 år. Det skriver Nordjyske.

Hos organisationen Danske Museer siger direktør Niels M. Jensen, at selvom de mange millioner på papiret var et lån, så har alle opfattet dem som et tilskud eller en gave.

- Ånden, det blev givet i, var simpelthen, at man forærede pengene og kaldte det et rente- og afdragsfrit lån, fordi man ville have sikkerhed i, at det det gik til, ikke sidenhen blev solgt fra, siger Niels M. Jensen.

Samme opfattelse havde Lars Christian Nørbach hos Nordjyllands Historiske Museum.

- Vi fik jo hvert år et brev fra Fonden, hvor de skrev, at hvis vi bare overholdt støttebetingelserne, så kunne vi indlede forhandlinger om en forlængelse, og det har vi selvfølgelig sat vores lid til, siger museumsdirektøren.

Ifølge Danske Museer drejer det sig om flere end 30 museer, der har lånt mere end 500 millioner kroner.

Det var den daværende regering, der sammen med Venstre og Konservative i 2014 blev enige om, at pengene i stedet skulle i statskassen.

Men den beslutning skal vendes igen, siger Orla Hav (S), formand for Folketingets kulturudvalg, der har stillet spørgsmål til kulturminister Mette Bock (LA) om sagen.

Selv hælder Orla Hav til at lade museerne og attraktionerne beholde lånene uden at skulle afbetale på dem.

- Lad de penge, der er, stå, og lad dem fortsat være et lån, siger han.

- Kommer man i en situation, hvor man sælger noget af det, der er lån i, skal pengene selvfølgelig falde. Men hvis de fortsat er i drift til vores allesammens fælles bedste i fritids- og ferieformål, så har jeg svært ved at se, hvorfor man skal kratte dem hjem, fortsætter han.

Facebook
Twitter