Natteravnene mangler stadig frivillige i nattelivet

I Aalborg har mange henvendt sig de seneste ti dage, men det har ikke sat skub i udviklingen i resten af det jyske.

Natteravnene har karakteristiske gule jakker på, når de bevæger sig rundt i nattelivet.

Den seneste uge har været præget af bekymring og utryghed i nattelivet, efter den 22-årige Mia Skadhauge Stevn blev fundet dræbt efter en bytur, og 21-årige Oliver Ibæk Lund er formodet druknet efter at være faldet i havnen.

I Aalborg, hvor begge hændelser er fundet sted, har det betydet, at der har været en massiv tilslutning til at blive såkaldt natteravn, der hjælper med at skabe tryghed for unge i nattelivet.

Men i de andre jyske byer, hvor der også er barer og diskoteker klar til at byde festglade unge velkommen i weekenden, mangler de nogle steder op mod dobbelt så mange frivillige, som de har nu.

Blandt andet i den vesthimmerlandske by Aars, hvor Anita Heisz er lokalformand i den frivillige Natteravne-organisation.

- Vi har svært ved at dække alle weekender, hvor vi gerne vil være på gaden, men vi har ikke ressourcerne til det, eftersom vi ikke er så mange, og vi kan ikke blive ved med at trække på de samme mennesker, siger hun og henviser til de 26 frivillige, der går i byen.

I Hjørring er målet at være 30 natteravne, men lige nu er der blot 17.

Det undrer lokalformand Jørgen Torp, der ellers kan mærke, at der er stor opbakning til deres arbejde.

- Når jeg vender pilen 180 grader og spørger en person, om vedkommende selv kunne have lyst til at være natteravn, siger de nej, for det foregår om natten, og det er farligt, fortæller han.

Konsekvenser for trygheden

DR har også talt med natteravnene i Frederikshavn, hvor man ligeledes efterlyser flere frivillige. For nyligt søgte de også flere natteravne i Hobro.

Og i Herning kan de kun gå halvdelen af den tid, de ellers ville foretrække, fordi bemandingen ikke er større.

Det samme billede ser de i Aars, hvor de bliver de nødt til at trække på de samme enkelte personer i sådan en grad, at det kan være, nogle vil sige stop, så manglen bliver endnu større.

- Der er altid nogle, der har svært ved at sige nej, og så kan man få dem kørt lidt trætte, Anita Heisz.

Lokalformanden frygter også, at det kan få konsekvenser i nattelivet, at der ikke er flere synlige gule jakker på gaderne.

- Det er en tryghed i natten, at man ved, man kan søge hjælp. Man ved, man kan få hjælp det rette sted, så der måske ikke opstår nogle sørgelige situationer som dem i Aalborg, siger hun.

Af samme grund håber Jørgen Torp fra Hjørring også, at flere vil melde sig til opgaven.

- Man kan bare komme med på en prøvetur, se hvad det er, og så vurdere, om det er noget. Jeg vil kraftigt opfordre folk til at prøve det, man behøver ikke binde sig til det, siger han.

Organisationen bag natteravnene har fået 191 henvendelser fra interesserede frivillige de seneste ti dage, og heraf kommer 81 fra Aalborg.