Naturstyrelsen kigger mountainbikere over skulderen på sociale medier: ”Kører en omgang… og lidt off-piste”

Myndighederne holder øje med ryttere, der kører uden for de afmærkede stier.

På sociale medier kan Naturstyrelsen holde øje med mountainbikere, der bryder reglerne. (Foto: Magnus Munk Kristiansen © DR Nórdjylland)

Jens Nielsen ruller ind på parkeringspladsen ved Tornby Klitplantage på sin mountainbike.

Han er på vej ud på det særlige mountainbike-track i området, som er lavet i samarbejde med Naturstyrelsen i Vendsyssel.

Men det er ikke alle, der gør som ham og holder sig på sporet.

På de sociale medier har Naturstyrelsen holdt øje med mountainbike-ryttere i området og konstateret, at nogle bryder reglerne og kører ud i den fredede del af skoven.

Det kan den se på opslag på Facebook, hvor folk krydrer deres køretur med beretninger som "en god tur på sporet og andre hemmelige steder” og "kører en omgang på sporet + lidt off-piste".

Også på cykel- og løbeappen Strava, hvor man kan dele ruter og træningspas med andre, har Naturstyrelsen kunnet følge med i, hvor rytterne færdes i plantagen.

Egentlig fair nok

Jens Nielsen har selv koblet sin cykelcomputer op på Strava, så han kan følge med i, hvordan de andre fra Cykle Clubben Hjørring klarer sig, og uddele et anerkendende like, når der er grund til det.

- Jeg kan se, hvor langt han har kørt, hvor mange højdemeter han har kørt, og hvor hurtigt han har kørt. Og han har kørt til, så han får lige sådan en præmie, forklarer han og sætter fingeren på skærmen.

Jens Nielsen på en af mange ture i plantagen. (Foto: Magnus Munk Kristiansen © DR Nórdjylland)

Han mener, det er helt i orden, at Naturstyrelsen Vendsyssel følger med i rytternes udfoldelser, hvis de selv deler ud af dem på sociale medier.

- Det er vel egentlig fair nok, for i samarbejde med Naturstyrelsen vedligeholder vi jo sporet herude for at gøre det godt at køre på, siger han.

Ingen grund til at ødelægge naturen

Fra Naturstyrelsens side handler det om at passe godt på dyr, planter og miljø og samtidig sørge for, at der er plads til alle i naturen.

Det fortæller skovrider i området Jesper Blom-Hansen:

- Man kunne bare se, at der var nogen, der havde været ude og opføre sig lidt uhensigtsmæssigt. Både nogen, der måske kørte ulovlige steder, og nogen, der kørte steder, hvor det ikke var så smart i forhold til andre brugere, siger han.

- Det er altså virkelig smart at køre på grusvejene eller på den sti, der er lavet. Der er en rigtig lang og fin rute derude, og så generer man ikke dem, der er på vandretur eller ødelægger naturen i øvrigt.

Et spørgsmål om tillid

Tidligere har man set eksempler på, at kommuner og myndigheder følger med på sociale medier i forbindelse med udbetaling af for eksempel kontanthjælp og sygedagpenge for at sikre sig, at modtageren ikke får noget tildelt uberettiget.

I Tornby Klitplantage bliver mountainbike-rytterne bedt om at holde sig på de dertil indrettede stier. (Foto: Magnus Munk Kristiansen © DR Nórdjylland)

Men hver gang en myndighed vælger at bruge sociale medier og lignende til at kontrollere sine borgere, er det en balancegang.

Mens kontrol kan være godt, har man på den anden side ikke lyst til at skade tilliden fra borgeren til systemet og de folk, der er ansat der, forklarer Anders Albrechtslund, leder af Center for Overvågningsforskning ved Aarhus Universitet.

- Det her svarer jo til, at man sidder nede i omklædningsrummet i fodboldklubben ved siden af en, der til daglig arbejder i skattevæsenet og taler om, at der er nogen på holdet, der har fået lavet sort arbejde. Og at samtalen så bliver brugt næste dag på skattekontoret, siger han.

- Det bryder nogle grænser i forhold til, hvad man kan forvente, når man som almindelig borger kommunikerer på sociale medier.

Det er lidt dumt

Også ryttere fra Cykle Clubben Hjørring har brudt reglerne om, hvor man må køre i plantagen, og her hjælper Jens Nielsen gerne med at få medlemmerne på rette spor igen.

- Jeg synes, det er lidt dumt. Det siger jeg også til dem, hvis jeg møder dem, siger han.

- Vi skal være her alle sammen, så vi skal prøve at overholde de regler, der er.

Facebook
Twitter