New York Times: Aalborg er det ottende mest interessante sted at besøge i 2019

Aalborg mænger sig med byer som München og Calgary på liste over rejseanbefalinger.

Musikkens hus, der er nævnt som en af de Aalborgensiske seværdigheder, blev indviet i 2014 og har i de efterfølgende år blandt andet dannet ramme om DGI's Landsstævne og uddelingen af Kronprinseparrets priser. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Når New York Times’ læsere ruller ned over mediets liste med 52 rejseanbefalinger til destinationer i 2019, vil de på ottendepladsen støde på den nordjyske hovedstad, Aalborg.

Det betyder, at Aalborg placerer sig mellem Setouchi Islands i Japan på syvende pladsen og Azorerne på niendepladsen.

Det bringer også Aalborg i selskab med blandt andet Las Vegas, Perth og New York, der alle tre placerer sig længere nede på listen i forhold til Aalborg.

Byen ved den mægtige Limfjord

I forbindelse med placeringen skriver New York Times:

"Engang sejlede Vikingernes langskibe igennem Aalborgs mægtige Limfjord. I dag er byen i gang med at gøre sit mest berømte naturlige varemærke kunstnerisk. Nyskabende bygninger skyder op langs fjorden, heriblandt Utzon Centret, der er designet af Jørn Utzon, som også har designet operahuset i Sydney".

  • Man bør se den inspirerende udstilling om nordisk arkitektur i Utzon Center, lyder anbefalingen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Turister skal også prøve at tage en tur over Kulturbroen, hvor det er muligt at cykle. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Og så anbefales det også at tage en dukkert i Vestre Fjordpark friluftsbad. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Til september bør turen gå til kulturcenteret Nordkraft, hvor der er særlig mange arrangementer. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Endelig anbefales Musikkens Hus på Aalborgs Havnefront varmt. Den imponerende facade bruges som illustration i New York Times' artikel. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
1 / 5

I anbefalingen fremhæver New York Times Utzon Centret, Musikkens hus, kulturhuset Nordkraft og den gamle spritfabrik, der henover de næste to år udvikles til kunst- og kulturcenter.

Direktøren for Visit Aalborg Rasmus Jerver er begejstret over den fine placering.

- Det er fantastisk. Når man kender byen, og er vant til at markedsføre den, så kan man godt forstå det. Så når der kommer nogen udefra og bekræfter os i, at det vi selv går og tror og føler, også er den oplevelse, de har – så bliver man glad i låget.

Direktøren er også ekstra stolt, fordi hverken Visitaalborg eller Aalborg Kommune har arbejdet for at få Aalborg nævnt på listen.

Et cool hood

Forfatter og foredragsholder Karen Marie Lillelund, der kommer fra Aalborg og opholder sig i New York i store dele af tiden, er også stolt over placeringen.

Og en smule overrasket.

- Nu er jeg nok lidt ”biased”, men jeg synes, at Aalborg har noget særligt. Det kan godt minde om en bydel i New York. Aalborg er lille, så virker det som et cool hood, et hyggeligt neighbourhood. Placeringen gør mig stolt, og jeg kommer da helt sikkert til at sige 'Hello, i'm from Aalborg'.

Karen Marie Lillelund fremhæver udviklingen af byens visuelle udtryk, som noget af det, der gør, at Aalborg minder lidt om New York.

- Da jeg på et tidspunkt løb en tur ved havnefronten, var jeg ret fascineret af, hvordan folk brugte den. Jeg synes lidt, at det mindede om, hvordan de i New York har lavet havneparken på vestsiden af Manhattan ud til Hudsonfloden.

Med placeringen på listen er Aalborg den højeste placerede danske by i de senere år. Senest var det Aarhus, der placerede sig på en 13. plads i 2016.

Facebook
Twitter