Nikolaj var i tvivl, men gik mod strømmen: Det er fedt at bruge sine hænder

Unge i hobetal vender erhvervsskolerne ryggen, men Nikolaj Smedegaard Jacobsen er glad for sin uddannelse.

Arbejdet som industritekniker handler om at få ting til at blive til noget. Det er det bedste ved faget, mener 20-årige Nikolaj Smedegaard Jacobsen. Til marts skal han aflægge svendeprøve. (Foto: Janus Jacobsen © DR Nórdjylland)

20-årige Nikolaj Smedegaard Jacobsen går mod strømmen og er snart færdig med sin uddannelse som industritekniker ved Tech College i Aalborg.

Når han drejer, borer og fræser i metal i sin maskine, er det sød musik i erhvervslivet og politikernes ører - og for alle andre, der har brug for en håndværker.

Til at starte med var jeg faktisk ret usikker på, om det var det her, jeg ville. Men jeg er ekstremt glad for, at jeg tog den beslutning.

Nikolaj Smedegaard Jacobsen, industriteknikerlærling

For få unge vælger nemlig en erhvervsuddannelse. Regeringens mål er, at 25 procent af folkeskolens afgangselever i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse, men nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterer, at målsætningen er langt fra at være opfyldt. I 2009 levede 61 kommuner op til målsætningen, men i 2017 var tallet faldet til 19 kommuner.

Nikolaj Smedegaard Jacobsen var selv i tvivl om, hvilke muligheder der var indenfor erhvervsuddannelserne, og han tror, at det kan være årsagen til, at færre vælger en håndværker-uddannelse.

- Inden jeg skulle starte på en uddannelse, anede jeg ikke, hvad det ville sige at være industritekniker. Jeg kendte kun erhvervsuddannelser som tømrer og den slags. Jeg tror, at mange kender for lidt til de forskellige uddannelser, siger han.

Så mange søger en erhvervsuddannelse

Andelen af unge, der direkte efter 9. og 10. klasse søger ind på en erhvervsuddannelse fordelt på region.

Region Hovedstaden:

  • 2009: 18,2 procent.
  • 2017: 13,2 procent.

Region Sjælland:

  • 2009: 28 procent
  • 2017: 21 procent

Region Midtjylland:

  • 2009: 26,2 procent
  • 2017: 19,6 procent

Region Syddanmark:

  • 2009: 29,9 procent
  • 2017: 21 procent

Region Nordjylland:

  • 2009: 31 procent
  • 2017: 22,2 procent

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Aalborg er en af de kommuner, som har sværere ved at lokke unge ind på en erhvervsskole. I 2009 levede nordjyderne op til målsætningen om, at 25 procent af en folkeskoleårgang skulle vælge en erhvervsuddannelse, den målsætning opfyldte man ikke i 2017.

Direktør Michael Johansen fra Tech College Aalborg giver Nikolaj Smedegaard Jacobsen ret i, at en del af forklaringen er, at mange ikke ved ret meget om fagene.

- Der er brug for masser af oplysning, hvis vi skal have flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

- Mange tror, at håndværkere står på stilladser i 20 graders kulde, men fagene udvikler sig, og det skal vi fortælle de unge, siger han.

Ifølge Dansk Industri vil det få store konsekvenser, hvis udviklingen ikke vendes, virksomheder må lukke produktionen. Og det bekymrer den 20-årige lærling, der tager sin svendeprøve i næste måned.

- Jeg synes, at det er ekstremt skidt, hvis det betyder, at virksomheder vælger at flytte produktionen til udlandet, fordi der ikke er nok uddannet arbejdskraft.

- Som det ser ud lige nu, er jobmulighederne heldigvis rigtig gode. Stort set alle kommer i arbejde efter endt uddannelse, siger han.

Nikolaj Smedegaard Jacobsen er glad for, at han i fremtiden skal bruge sin hverdag på at være industritekniker og vil anbefale en håndværkeruddannelse til andre.

- Det må være dejligt for alle at komme ud og bruge sine hænder. At være med til at skabe noget. Jeg har været rigtig glad for uddannelsen. Til at starte med var jeg faktisk ret usikker på, om det var det her, jeg ville, men jeg er ekstremt glad for, at jeg tog den beslutning.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.