Nikoline har senskader efter sin kræftbehandling

Halvdelen af de børn og unge, der bliver helbredt for kræft, får senfølger som knogleskørhed og depression.

20-årige Nikoline Holm har fortsat følger af sin kræftsygdom. Hun er helbredt, men lider af hovedpine, utrolig træthed og senfølger. (Foto: Kristian Pedersen)

Nikoline Holm fik leukæmi som 15-årig. Da hun blev helbredt, og kemobehandlingen stoppede, følte hun sig overset.

- De gav slip på mig og sagde, at nu skulle jeg klare mig selv, mindes hun.

80 procent af børn med diagnosen kræft bliver i dag helbredt. Over halvdelen af dem får alvorlige senfølger, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Nikoline er i dag 20 år og lider af alvorlige senfølger, blandt andet har hun smerter og lider af hæmmet vækst. Hun ville gerne have haft, at lægerne dengang havde fortalt hende om senfølger.

- Det er ting, jeg ikke har været forberedt på kunne ske - og være så alvorlige. Da jeg fik min sidste kemokur, drømte jeg om at komme tilbage til livet og gøre alt det, som andre unge piger gør, men sådan blev det ikke, siger hun.

Hvert år får 200 børn og unge kræft. Senfølgerne kan for eksempel være knogleskørhed og fertilitetsproblemer. Konsekvensen er, at dem, der lider af senfølgerne, kan have svært ved at tage en uddannelse eller have et ordinært arbejde.

Ifølge projektleder, Line Thoft Carlsen, lyder den konkrete anbefaling, at der skal oprettes en senfølgejournal

- Mange kan komme i klemme, fordi vi ikke har haft følge på de her ting hidtil, siger hun.

Hvert år får 200 danskere under 18 år diagnosen kræft.