Nord- og vestjyske elever lader sig teste som anbefalet: Kan få stor betydning for skoler i resten af landet

Hvis åbningen af skolerne i Nord- og Vestjylland går godt, kan skoler i andre dele af landet måske også få lov.

Afgangseleverne i i alt 19 nord- og vestjyske kommuner har fået lov at vende tilbage på skolerne. Blandt andet eleverne her på Dueholmskolen på Nykøbing Mors, som starter dagen ud med en lyntest. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

På Terndrup skole står afgangseleverne i kø torsdag morgen for at få stukket en vatpind op i næsen, inden undervisningen begynder.

De hører til nogle af de første afgangselever i landet, som fik lov at komme tilbage i skole igen i mandags.

9. og 10. klasseeleverne i Nord- og Vestjylland er del af en såkaldt 'pilot-åbning', hvor der stærkt opfordres til to ugentlige kviktests, samtidig med at kun halvdelen af eleverne må være på skolerne ad gangen.

Erfaringerne fra Nord- og Vestjylland bliver fulgt tæt i resten af landet, for hvis det går godt her, kan skoler i andre dele af landet måske få lov at følge trop.

Blandt andet elevernes villighed til at lade sig teste er noget af det, som er afgørende for, hvor hurtigt der kan åbnes op for de ældste elever i resten af landet. For jo flere elever, som lader sig teste, desto mindre er risikoen for smittespredning på skolerne.

Sådan lyder det i en indstilling udarbejdet af den såkaldte Indsatsgruppe, der blandt andet består af de sundhedsfaglige myndigheder.

Ifølge Søren Jørgensen, som er leder af Kilden Børne- og Ungeunivers, der omfatter tre skoler i Nordjylland, har den første uge med test været en succes.

- 60-70 procent bliver testet med kviktestløsningen, og resten får PCR-testen. Alle forældrene har givet tilsagn om, at selvfølgelig bliver børnene testet. Så der er en stor tryghed i at komme tilbage på skolen, siger han.

DR har lavet en rundringning til samtlige 19 kommuner i Nord- og Vestjylland efter første uge. Her er tilbagemeldingen, at der indtil videre har været stor tilslutning hos eleverne til at blive testet.

Flere skoler kan måske åbne 15. marts

På Bryup Skole i Silkeborg Kommune er afgangselevernes klasselokaler stadig tomme.

Skoleleder, Bo Buhl Andersen, håber, at man på hans skole snart kan få lov at støve bordene af og genoptage den fysiske undervisning af de 33 elever i 9. klasse.

- Vi kører snart på fjerde måned med hjemsendelser, og det er lang tid. Eleverne har et stort ønske om at komme tilbage, siger han.

- Har vi dem tilbage før påske, vil vi have god tid til at forberede eleverne til afgangsprøverne.

Hvis smittesituationen tillader det, er det Indsatsgruppes vurdering, at man i visse kommuner kan få afgangseleverne tilbage på skolerne igen den 15. marts.

Det samme kan muligvis ske i resten af landet efter påskeferien den 6. april. Dog igen betinget af smittesituationen.

Selvom Bo Buhl Andersen savner sine elever, kan han godt se det positive i, at man først forsøger med en forsigtig genåbning i Nord- og Vestjylland, hvor smittetallene har været lave.

- Jeg tror, at kollegaer i nord og vest gør sig gode erfaringer med, hvordan man kan kontrollere smitten og får den nye undervisning til at fungere, som vi kan drage nytte af her, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen.

Smitten kan først ses om en uge

Selvom det ifølge Indsatsgruppens rapport er positivt, at en stor andel af eleverne lader sig teste, så er det ikke kun dét, der afgør, om skolerne i andre landsdele også kan åbne op.

Ifølge Viggo Andreasen, som er Lektor i Matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, vil det først stå klart om en uges tid, om en genåbning af flere skoler er sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Vi ved, at der går cirka en uge, fra at man bliver smittet, til at man kan blive testet positiv. Så først om en uges tid kan man se, om smitten stiger på skolerne, siger han.

Men resultaterne fra Nord- og Vestjylland kan også betyde, at der går længere tid, før resten af landets skoler kan åbne op, forklarer Viggo Andreasen.

- I sidste ende kan høje smittetal betyde, at det ikke går, at lukke resten af skolerne i landet op, siger han.

- Normalt bliver smitte spredt rigtig meget på skoler, så det er med stor varsomhed, at man lukker skolerne op, for det er virkelig noget der kan sætte fut under epidemien.