Nordjyderne holder fast i fastnettelefonen

Halvdelen af nordjyderne har stadig en fastnettelefon - og færre nordjyder end gennemsnittet overvejer at droppe den.

Nordjyderne er glade for fastnettelefonen. Halvdelen har stadig en.

Den traditionelle fastnettelefon med kabel er snart en saga blot i Danmark. Men i Nordjylland holder man godt fast i fastnettelefonen. I en ny undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for teleselskabet 3, svarer næsten halvdelen - 48 procent - af nordjyderne, at de stadig har en fastnettelefon, hvor det på landsplan kun er 40 procent af danskerne.

Flere vil beholde den faste forbindelse

Samtidig viser tallene fra Wilke, at det kun er et fåtal af nordjyderne, der har i sinde at kappe den kablede telefon én gang for alle. Hele 72 procent af fastnetejerne i Nordjylland svarer således, at de ikke overvejer at droppe fastnettelefonen. Det er til trods for, at 38 procent sjældent bruger den faste forbindelse.

Undersøgelsen tyder på, at mange primært har deres fastnettelefon af vane. Det betyder bl.a., at de går glip af store besparelser på telefoni. Og netop derfor opfordrer vi fastnetejerne til at genoverveje om de egentlig har brug for en fastnettelefon. Vi ved dog, at overgangen kan være svær, da der er meget historik knyttet til fastnetnummeret,” siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3 Danmark.

Færre lange samtaler på nordjysk

I undersøgelsen adskiller nordjyderne sig også på et andet område. 26 procent af de nordjyske fastnetejere angiver således, at de primært bruger fastnettelefonen til lange samtaler. På landsplan er det imidlertid hele 29 procent, der primært bruger fastnettelefonen til at tale i lang tid. Hvorvidt nordjyderne i stedet taler længere tid i mobilen eller om de generelt taler mindre, giver undersøgelsen ikke svar på.