Nordjysk kalkunfarmer håber, at Thanksgiving bliver lige så populært som Black Friday

300 kalkuner ryger i denne tid ud af døren hos fjerkræavler Poul Raunsmed i Vendsyssel.

Der er godt gang i butikken hos Poul Raunsmed op til thanksgiving. (Foto: Adrian Busk Christensen © DR Nórdjylland)

I dag finder en af de største helligdage i USA sted, når familier på den anden side af Atlanten dækker bordet til Thanksgiving, ser tilbage på året der er gået, og siger tak for en god høst.

Men også herhjemme kan højtiden mærkes.

Hos fjerkræavler Poul Raunsmed, der er en flittig afsætter af både kalkuner og ænder har det været travle novemberdage, og det er især danskamerikanere, der er interesserede at få fingre i en god, solid kalkun.

- Vi har mange henvendelser fra danskboende amerikanere, der skal have thanksgiving-kalkun. Op til sælger vi cirka 300 kalkuner rundt omkring i landet, siger Poul Ransmed, der har sine fjerkræstalde ved Løkken i Vendsyssel.

Blandt kunderne har han i flere år haft den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford, for man går ikke uden videre ned og køber en fuldvoksen kalkun i et supermarked.

Poul Raunsmed tilhører i den sammenhæng en gruppe af landmænd og fjerkræproducenter, der sælger store og friske kalkuner i Danmark.

Han håber da også kun på, at interessen bliver større med tiden, og at flere danskere vil lade sig inspirere af traditionen.

- Det kommer jo nok mere og mere, og jeg håber, at det bliver lige så populært som Black Friday, siger han.

Som en mand, der også leverer ænder op til jul, ved han hvor meget, der skal til, før en udenlandsk tradition bare tilnærmelsesvist kan måle sig med de danske højtider, når det gælder fødevarer.

Mens Poul Raunsmed sælger 300 kalkuner op til thanksgiving, sælger han til sammenligning mere end 3.000 ænder op til jul.

Også hos Gråsten Fjerkræ har der været gang i handlen de seneste par uger.

Her har man solgt 1.700 såkaldte velfærdskalkuner og 800 kelly bronze skovkalkuner.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.