Tema Ulve i Danmark

Nordjysk ulv skaber utryghed: -Det er lidt uhyggeligt faktisk

DNA-bevis og nye observationer i Nordjylland skaber debat om ulvens berettigelse i Danmark.

Kalvekadaveret her er formentlig efterladenskaber fra en ulv. Sikkert er det, at en ulv har bevæget sig rundt i Nordjylland. (© DR Nyheder)

Det er nu sikkert og vist, at en ulv har været på færde i Nordjylland.

En spytprøve taget efter et angreb på et får i Vesthimmerland i november viser sig at stamme fra en hanulv, der tidligere har befundet sig syd for Hamburg i Tyskland. Det viser en DNA-test foretaget af forskere fra Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet.

Og med stor sandsynlighed er det den samme ulv, som den seneste tid er spottet nord for Limfjorden.

En af de personer, der mener at have set ulven for ganske nylig, er Lotte Bergh Jensen, der bor i nærheden af Horne i Vendsyssel.

- Jeg mener helt sikkert, at det var en ulv, vi så løbe hen over marken, fortæller hun, der gjorde sin opdagelse torsdag eftermiddag mellem klokken 12 og 13.

- Det er faktisk min mand, der får øje på den og siger: ’Er det ikke en ulv’? Jeg tænker: ’Ah, ja, ja, stop nu’, men jeg går selvfølgelig hen og kigger ud af vinduet, og jeg er ikke to sekunder i tvivl. Det er en ulv, siger hun.

Forskere undersøger kalvekadaver

Lignende observationer bliver der fortalt om i en Facebook-gruppe for Horne og omegn, der i det seneste døgn har fået anmodninger fra flere ulveinteresserede personer bosat andre steder i landet, der vil være en del af gruppen, så de kan følge med i nyheder om ulven.

I lokalområdet bliver ulvesporene dog fulgt med lige dele begejstring og bekymring.

Står det til Lotte Bergh Jensen, skal ulven ikke blive en fast gæst i området.

- Det er altid spændende, når der sker noget, men jeg synes, det er lidt uhyggeligt faktisk. Det er ikke så trygt, siger hun.

- Vi har jo set, at de tager får og kalve og går ind i indhegninger. Jeg synes, at Danmark er for lille, fortsætter Lotte Bergh Jensen.

Om ulven faktisk har taget livet af en kalv, ved man ikke med sikkerhed endnu, men faktum er, at deltidslandmand Kim Andersen fra Hørby søndag morgen fandt resterne af en død kalv på sin mark.

Kim Andersen er deltidslandmand nær Hørby.

- Jeg blev ked af det. Jeg blev inderligt ked af det, fortæller han.

- Det er så voldsomt for mig og min familie. Og da specielt for de sølle dyr, det er gået ud over, siger han.

Først om 14 dage vil forskerne være klar til fortælle, om DNA-spor fundet på kalven matcher den identificerede ulv, men Kim Andersen tvivler ikke på, at det bedste vil være at få ulven og eventuelle slægtninge aflivet.

Ingen grund til at frygte ulven

Nok kan ulven være farlig for dyr, men man skal ikke frygte angreb på mennesker. Det understreger Kent Olsen, forsknings- og samlingschef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus.

- Jeg kan godt forstå, at der er mange, der umiddelbart føler sig utrygge, for ulven er forfulgt af mange skrækhistorier, men der er simpelthen ikke nogen grund til at frygte den her nordjyske ulv, siger han.

Fælles for de personer, der har set ulven, er det, at den efterfølgende er stukket af, og det er meget betegnende for ulvens adfærd, påpeger Kent Olsen.

- Nogle gange, når man kører i en bil, kan man komme tæt på, men det er, fordi ulven ikke ser bilen som noget farligt og ikke erkender, at der er mennesker i den. Men stopper du bilen og stiger ud, så garanterer jeg, at den stikker af, siger han.

Her er den ulv, som forskerne antager er gået fra Tyskland til Skagen.

Kent Olsen oplyser, at man i Europa ikke kender til nyere tilfælde, hvor mennesker er blevet angrebet af ulve i det fri.

Hvis man alligevel på et tidspunkt skulle se eller møde en ulv, og den ikke umiddelbart ser ud til at være på vej væk, anbefaler han, at man bruger sin krop.

- Bevar øjenkontakten og vift lidt med armene, så stikker den af, siger Kent Olsen.

Hvis man skulle støde på den nordjyske ulv, opfordrer han desuden folk til at tage et billede og sende det til Naturhistorisk Museum, så sporet kan blive registreret i museets database.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.