Nordjyske busser nåede ikke at få grønlandske flag

Farverne er godt nok røde og hvide, men det er det danske dannebrog, der i dag markerer Grønlands nationaldag på nordjyske busser.

Nordjyllands Trafikselskab har besluttet at flage for både Grønland og Færøerne på deres nationaldage. (© Nordjyllands trafikselskab)

For første gang flager alle offentlige bygninger i dag med det grønlandske flag, fordi det er Grønlands nationaldag.

I Nordjylland må bybusserne dog nøjes med det rød-hvide dannebrog.

- Der har været så stor efterspørgsel på grønlandske flag, at vi ikke kunne nå at få dem fra flagfabrikken, fortæller presseansvarlig Sanne Nørgaard fra Nordjyllands Trafikselskab (NT).

Selskabet valgte at følge trop, da regeringen i marts i år besluttede at indføre officielle flagdage for Grønland og Færøerne.

- Nordjylland har altid haft stor tilknytning til både Grønland og Færøerne, så vi var slet ikke i tvivl om, at busserne i regionen også skulle være med til at fejre deres nationaldage, sagde Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der også er formand for NT.

Men tiden har altså været for kort til at nå at få syet det grønlandske Erfalasorput-flag til de nordjyske bybusser.

- Men fra næste år flager vi også med grønlandske flag på den grønlandske nationaldag, siger Sanne Nørgaard fra Nordjyllands Trafikselskab.

Hun fortæller, at busserne heller ikke når at få færøske flag på, når det den 29. juli er Færøernes Nationaldag.

- Men der er indkøbt både grønlandske og færøske flag til 200 busser, og de skal nok komme inden flagdagene i 2017, lyder meldingen fra trafikselskabet.

Der er afsat 132.000 kroner til de i alt 800 flag.

Facebook
Twitter