Nordjyske kokkeelever efter dansk triumf: Det er ikke kun i København, de kan lave mad

Kenneth Toft-Hansens sejr ved Bocuse d’Or skal give kokkefaget i Nordjylland et boost.

Kokkeeleverne Gustav Ibsen Prisak (tv.) og Ahmad Ramadan (th.) finder Kenneth Toft-Hansens præstationer inspirerende. (Foto: Christine Nørgaard DR Nordjylland)

Fantastisk og uvirkeligt.

Kenneth Toft-Hansen måtte finde de store gloser frem, da han onsdag aften kunne lade sig hylde som vinder af den internationale kokkekonkurrence Bocuse d’Or i franske Lyon.

I Nordjylland, hvor Kenneth Toft-Hansen sammen med sin hustru Louise i løbet af foråret vil genåbne Svinkløv Badehotel, er man heller ikke sene til at lade sig begejstre.

Her drømmer man dagen derpå om både Michelinstjerner, gastro-turister og nye eventyr for områdets kokketalenter.

- Det er jo fedt, at vi får verdens bedste kok, og når så verdens bedste kok bor lige i din baghave - det er vi ustyrligt glade for, siger Anders Justenlund, der er bestyrelsesmedlem i organisationen Nordjysk Mad og Turisme og lektor i oplevelser og sport på University College Nordjylland.

Han forudser, at Kenneth Toft-Hansens sejr vil give mange turister med interesse for gastronomi mod på at slå vejen forbi de nordjyske køkkener.

- Der er ingen tvivl om, at vi har magneten og tiltrækningskraften nu, siger Anders Justenlund.

- Der er mange, der skal til Svinkløv og opleve verdens bedste kok. Når de så er her, så er det ikke bare en enkelt dag, men flere dage. Der er det vigtigt for os, at vi viser, hvilke andre muligheder der er.

Kan få hele landet med

Ifølge Uffe Nielsen, der er formand for kokkelandsholdet og ejer af teatercaféen Hos Uffe i Hjørring, så er der allerede nu spisesteder i både Skagen, Hjørring og Aalborg, der kan konkurrere på et internationalt niveau.

Men med sejren i aftes til en lokal kok vil de steder få øget opmærksomhed, vurderer han.

- Det kommer til at sætte fokus på, at vi også kan lave noget heroppe, og vi har flere restauranter, der kan være med.

- Hidtil har det være meget koncentreret omkring Noma og Geranium og de andre restauranter derovre. Nu tror jeg, hele landet rigtigt kommer med. Det løfter hele restaurationsbranchen, siger Uffe Nielsen.

Kenneth Toft-Hansen brugte blandt andet nordjyske enebær i sin vindermenu. (Foto: MARTIN ALEX © Scanpix)

- Han er en super flink fyr

Også på kokkeuddannelsen på Tech College i Aalborg glæder de sig. Her har eleverne fulgt godt med i Kenneth Toft-Hansens bedrifter.

- Det betyder super meget. Vi viser, at vi også kan noget heroppe. Det er ikke kun i København, at de kan lave mad af den standard, siger den 22-årige kokkeelev Christian Nesgaard.

Flere af eleverne har mødt Kenneth Toft-Hansen personligt og beskriver ham som en mand, der gør tingene på en anderledes måde med begge ben på jorden.

- Jeg har mødt ham et par gange, og han er en super flink fyr, lyder det fra Gustav Ibsen Prisak.

- Han er ikke så højtråbende, som udenlandske michelinkokke kan være, siger Christian Nesgaard.

Kan give uddannelsen et løft

Også Ahmad Ramadan, der til daglig er elev ved Hos Tetzlaff i Løgstør, er inspireret af kokkens præstationer.

- Nu stræber jeg mere efter min drøm. Jeg vil gerne op på det niveau, og hvis han kan, så kan jeg også, siger han.

Set i det perspektiv kan Kenneth Toft-Hansens triumf også være med til at lokke nye elever ind på kokkeuddannelserne, mener Uffe Nielsen.

- Det er med til at løfte den problemstilling, vi har i øjeblikket, hvor vi mangler rigtig mange kokke. Det her sætter jo et fokus på vores fag, der gør, at der måske er flere, der vil søge, siger han.

Ifølge brancheorganisationen Horesta havde 49,2 procent af virksomhederne i branchen svært ved at rekruttere kokke og andet køkkenpersonale i 2017.

Facebook
Twitter