Nordjyske politifolk: Vi bliver ladt i stikken

Øget patruljering på landet betyder, at der er færre betjente i byerne.

Vi bruger 50 procent af ressourcerne til fem procent af opgaverne, siger tillidsmanden for politibetjentene i Nordjylland. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Nordjyllands Politi rykker hurtigere ud, når der bliver slået alarm fra de nordjyske landdistrikter.

Det er konsekvensen af en ny struktur, hvor der altid skal være mindst én patrulje på vagt i hver af de syv distrikter i politikredsen.

Men det har også konsekvens for de betjente, der patruljerer i byerne. De er blevet mere sårbare, siger tillidsmand Poul Bruun.

- Der er længere til hjælpen, hvis der sker noget, som kræver mere end to betjente, forklarer han.

Ifølge Poul Bruun er det splid af ressourcer at lade en patrulje køre fast rundt i et landområde.

- Der sker heldigvis ikke ret meget derude, så man har reelt taget 50 procent af ressourcerne og givet dem til fem procent af opgaverne, siger han.

Afviser kritikken

Hos Nordjyllands Politi afviser man kritikken fra politifolkene. Hjælpen er hurtigt fremme, hvis en patrulje kommer i knibe i en af de større byer, understreger chefpolitiinspektør Karsten V. Hansen.

- Der er flere patruljer, end der er patruljedistrikter. Vores vagtcentral har overblik, hvor der er mest tryk på kedlerne og hvor behovet for flere patruljer opstår, siger han.

Det er landdistrikter som Jammerbugt Kommune, der nyder godt af den nye patruljeringsstruktur.

I dag tager det i gennemsnit 18 minutter fra alarmen går, til politiet er fremme. Tidligere var den gennemsnitlige responstid 32 minutter.

Facebook
Twitter