Nu skal købmanden også skaffe turister

Turistorganisation vil have små og store erhvervsdrivende til at hjælpe med at skaffe turister til Nordjylland.

Region Nordjylland havde 7,4 mio. registrerede overnatninger i 2015, hvilket er 15 procent af Danmarks samlede antal turismeovernatninger.

Store hoteller og attraktioner som Fårup Sommerland eller Skallerup Seaside Resort spytter allerede i kassen, og nu skal den lokale købmand, cateringfirmaet eller linnedservice også gøre det.

Det mener VisitNordjylland, der i kampen for at trække turister til Nordjylland nu også vil have mindre erhvervsdrivende og andre, der læner sig op af turismeindustrien, med til at finansiere fælles turismefremstød.

- Vi vil gerne have de her underleverandører og brancher ved siden af turismen til også at bidrage til markedsføringen, siger turistdirektør hos VisitNordjylland Lars Enevold Pedersen.

I dag kommer mange af bidragene til reklamekampagner, rejseguides og lignende fra de store aktører, men faktisk havner mere end hver tredje krone fra turisterne i kasseapparaterne hos detailhandlen, der modsat bidrager ganske lidt.

Det skal der laves om på, hvis Nordjylland skal komme sig hundred procent oven på finanskrisen, som det er tilfældet i Midtjylland og Syddanmark, og trække nye gæster til, mener VisitNordjylland.

Men det møder ikke opbakning alle steder.

- Jeg kan godt forstå, hvad de tænker, siger købmand Richard Andersen fra Saltum, der ligger seks kilometer fra Vesterhavet.

- Men alle dage har det været sådan, at dem, der har destinationer og overnatninger, må sørge for at trække folk til, og så skal vi i detailhandlen nok sørge for at service dem, når de kommer til os, fortsætter han.

Facebook
Twitter