En ny, nordjysk fabrik skal bane vejen for miljøvenlige, brintdrevne biler.
Franske Air Liquide har sammen med Hydrogen Valley/Cemtec i Hobro i denne uge taget første spadestik til et distributionscenter og en fabrik, der kan omdanne strøm fra vindmøller til brint.
Fabrikken i Hobro kommer til at tegne udviklingen i hele Europa, lyder vurderingen.
Lars Udby er direktør for Hydrogen Valley/Cemtec og siger, at fabrikken er et stort skridt i omstillingen af det grønne energi-system.
Danmark er et foregangsland
Den franske gas-producent, Air Liquide, satser på, at brint i stor stil kommer til at afløse benzin og diesel som brændstof i biler i fremtiden. Derfor har de skudt penge i den danske partner.
- Vi tror, at der vil køre brintbiler i Europa i år 2020. Der er Danmark et foregangsland i Europa. Derfor peger Air Liquide på os. Det er her, det skal foregå, siger Lars Udby.
Fabrikken i Hobro skal gemme energien fra miljøvenlig strøm fra vindmøller ved at omdanne den til gas-arten brint, der lettere kan lagres.
Ifølge Lars Udby har projektet store perspektiver.
- Den grønne omstilling bliver den store vinder ved det her, siger han.
Der findes allerede 11 tankstationer til brintbiler i Danmark.