Ny metode: Patienter skal holde vejret i 30 minutter

Det gør kritiske operationer nemmere, når man kan stoppe patienters vejrtrækning, siger overlæge.

Det er i forvejen kompliceret at udføre en operation på et menneske, men det bliver gjort endnu sværere af, at patienterne trækker vejret og organerne dermed bevæger sig.

Men uden vejrtrækning kan man jo ikke overleve – og dog.

En ny metode fra Aalborg Universitetshospital gør faktisk, at man kan stoppe patienters vejrtrækning i op til 30 minutter.

Det fortæller overlæge Benedict Kjærsgaard, som er manden bag metoden.

- Vi bedøver personen, så han ikke selv trækker vejret, så tilføjer vi ren ilt til lungerne under svagt tryk hele tiden, og på den måde siver ilten over i blodet, forklarer overlægen.

Ilten kommer ned i lungerne via en tætsluttende tube i luftrøret, og metoden er indtil videre testet med succes på ti personer og flere forsøgsgrise.

Overlæge Benedict Kjærgaard har opnået sine resultater ved at videreudvikle på den 60 år gamle metode apnøisk oxygenering, og den gør en lang række indgreb lettere, blandt andet hvis man skal operere for kræft, som har spredt sig til leveren, tage prøver fra lungerne eller udføre avancerede MR-skanninger.

Den store udfordring her er nemlig, at når man trækker vejret, bevæger lungerne sig helt naturligt, hvilket også gør, at de andre organer i kroppen bevæger sig.

Et ekstra instrument til at hjælpe alvorligt syge

Det kan gøre det meget svært at udføre avancerede operationer i for eksempel leveren, forklarer kirurger Ole Thorlacius fra Aalborg Universitetshospital.

- Når vi trækker vejret bevæger leveren sig flere centimeter. Forestil dig så, at du skal ramme en ting på størrelse med en ært i leveren. Det siger sig selv, at det ikke er særlig nemt, siger han.

Derfor er han glad for mulighederne ved den nye metode.

- Det her er et ekstra instrument til at hjælpe alvorligt syge patienter. Det gør vores arbejde nemmere, når organerne ligger stille, siger han.

Metoden kan ikke bruges til timelange indgreb, da man højest kan stoppe vejrtrækningen i 30 minutter. Men tidsbegrænsningen er ikke på grund af manglende ilt til patienten.

- Problemet er ikke ilten. Patienten optager ilt hele tiden via lungerne, men kuldioxiden i blodet kan ikke komme væk, derfor er der denne tidsbegrænsning, siger Benedict Kjærsgaard.

Metoden har været otte år undervejs, og håbet er nu, at metoden kan tages i brug på landets hospitaler.

Facebook
Twitter