Ny teknologi giver mere tid til børnepasning

Et nyt kommunikationssystem gør kontakten mellem pædagoger og forældre nemmere.

Et nyt kommunikationssystem gør kontakten mellem pædagoger og forældre nemmere. (Foto: Anders Malling Beck)

Flere og flere institutioner bruger teknologi til at lette pædagogernes arbejde.

På Nibe Skoles skolefritidsordning står en gruppe børn foran en touchscreen, der er placeret i børnehøjde i entreen.

Med et par enkelte fingertryk på skærmen tjekker de sig selv ind i det nye kommunikationssystem, Min Institution, som Nibe Skoles skolefritidsordning har været en af de første til at indføre og teste.

Sender mail til forældreneNår børnene er tjekket ind, sendes automatisk en besked til forældrenes mobil eller mail med information om børnenes ankomst.

Samtidig kan pædagogerne Pia Toppenberg og Vinnie Christensen fra institutionens iPad følge med i, hvilke børn der er til stede, og hvornår de skal gå hjem. De kan desuden udveksle beskeder med forældrene via systemets app.

Ifølge de to pædagoger har systemet ikke alene gjort kommunikationen med forældrene enklere og nemmere. Det har også givet mere tid til børnene.

Flere hænder

- Vi skal ikke konstant rende rundt og tage telefonen, fordi forældrene ringer og spørger, om man ikke lige vil gøre det ene og det andet. Det hele sker over tabletten, siger Pia Toppenberg, der er superbruger af den nye teknologi og har haft ansvaret for at lære resten af personalet op i systemet.

- Før i tiden var vi tre voksne, der sendte børnene hjem om eftermiddagen. Det er nu blevet skåret ned til det halve. Så det gør jo, at der pludselig er flere hænder til at kunne lave nogle andre ting med børnene om eftermiddagen, siger hun.

Kollegaen Vinnie Christensen er enig i, at der mange fordele ved systemet. Hun tilføjer, at det oven i købet har været med til at forbedre synliggørelsen af pædagogernes arbejde.

- Man hører ofte, at pædagoger ikke synliggør deres arbejde, og det gør man her. Både ved, at vi har daglig kontakt med børnene. Men også med forældrene via systemet. At vi, der har børnene i den bedste sendetid, som jeg plejer at sige, kan skrive til forældrene og fortælle, hvordan dagen er gået. Det giver mere nærvær, siger hun.

Begejstrede forældre

Blandt forældrene er man begejstret for, at pædagogerne føler, de har fået mere tid til børnene.

- Jeg kan godt forestille mig, at telefonen kunne ringe mange gange i løbet af en dag. Så hvis de slipper for det, så er de jo mere nærværende med vores børn. Og det jo rart, siger Heidi Vistendahl, der har en søn og datter i DUS’en.

Selvom kommunikationen er blevet styrket, holder flere af forældrene dog fast i, at den daglige ansigt-til-ansigt-kontakt med pædagogerne aldrig helt kan eller bør erstattes.

- Men det ligger også hos os forældre at sørge for selv at tage fat i pædagogerne og spørge, om det har været en god dag. Så det hele ikke bare kommer til at køre over det her system. Men det har jeg heller ikke oplevet, det gør, siger Maria Andersen, der er mor til en datter i anden klasse.

FacebookTwitter