Ny test på vej: Fem procent er talblinde uden at vide det

Mange børn, unge og voksne har det svært med tal. Ny test skal gøre det nemmere at få øje på problemerne.

18-årige Oliver Poulsen har fået hjælp til at tackle sin talblindhed. Det har hjulpet på problemet - for eksempel når han skal med bussen. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

Ved bussen, i supermarkedet og i skolen.

Oliver Poulsen, 18 år og fra Hjørring, er en af mange, der kan have det rigtig svært med tal og små regnstykker, der ellers for de fleste kan virke åbenlyse.

- Når jeg har samlet alle mine varer i en kurv, skal jeg have i hovedet hvor mange penge, der er for, og hvor mange penge jeg har i lommen, fortæller Oliver Poulsen, der ofte er løbet ind i problemer i supermarkedet eller i køen til bussen, fordi han har svært ved at overskue beløbene.

- Alt det med tal skal jeg bruge lidt ekstra kræfter på, siger han.

Behov for særlig støtte

I Danmark vurderes det, at omkring fem procent lider af det, der hedder dyskalkuli eller talblindhed.

Men det er de færreste, der ved det, og derfor arbejder Undervisningsministeriet i øjeblikket på en test, der til foråret skal gøre det muligt for lærere at teste eleverne i folkeskolen.

- Der har ikke været så stor fokus på det, men det er der ved at komme nu, siger Henrik Skovhus, konsulent ved Nordjysk Læse- og Matematik Center.

- Det kan være manglende evner til at forstå, hvad et tal egentlig dækker over. At 67 for eksempel er mindre end 2.067. Det kan være et utroligt handicap i dagligdagen. Det nytter ikke noget, at de får traditionel lektiehjælp. De skal have særlig støtte, siger han.

Ordblinde og Talblinde

Han mener, at kendskabet til og synet på talblindhed lige nu er at sammenligne med, hvordan man så på ordblindhed tidligere.

- Matematik er knyttet til intelligens, det er et højstatusfag. Kan man sin matematik, er man klog, kan man ikke, er man dum. For 25 år siden var det ordblinde, der blev set som dumme.

Henrik Skovhus mener, at en test kan hjælpe flere med gøre det nemmere at hjælpe dem, der har lidelsen, og at det samtidig kan skelne gruppen fra dem, der blot har vanskeligheder ved matematik.

Det er det værd

Også 18-årige Oliver Poulsen, der i dag har fået hjælp og til sommer er student fra HF, er glad for, at der nu kommer mere fokus på problemet.

- Jeg har set eksempler på mange, der ikke gider matematik, fordi de ikke kan finde ud af det. Så jeg synes helt klart, det er det værd, hvis man kan udvikle et system, der kan hjælpe så mange som muligt, siger han.

I dag sætter Nordjysk Læse og Matematik Center ved et arrangement fokus på netop talblindhed.

Facebook
Twitter