21 hårnålesving op ad Alpe d'Huez eller en sviptur rundt i Central Park. Vel at mærke imens du ligger i en hospitalsseng i Hjørring.
Aalborg Universitetshospital har i dag indviet et af Danmarks mest moderne dialyseafsnit med sengecykler koblet til tv-skærme, så patienterne kan cykle en tur, streame film eller høre en lydbog, mens de får renset blod.
Alt sammen for at motivere patienterne til at få mere motion.
- Jeg får meget bedre livskvalitet. Førhen var det altid min far, der gik og passede have. Det gør jeg selv nu, siger 45-årige Brian Gaardbo, der har været dialysepatient siden den nyre, han havde fået transplanteret fra sin mor gav op for fire år siden.
Indtil videre har han trampet 5.162 kilometer i pedalerne, mens hans blod er blevet renset.
Netop patienter som Brian Gaardbo har godt af at bruge kroppen noget mere, fortæller læge Jesper Holmelund, der er en af hjernerne bag motionsprojektet.
- De har i forvejen store udfordringer på grund af træthed og mange timer, hvor de er fastspændt til dialyseapparatet, der renser deres blod, siger lægen.
Mens sengecyklerne har været et tilbud i nogle år, så er det nye, at hver seng nu er udstyret med en tv-skærm og en kadencemåler, så patienterne får fornemmelsen af at cykle "rigtigt" og dermed kunne konkurrere med forankørende.
- Jeg prøver hele tiden at forbedre mig og holde mig i gang, så jeg ikke bare ligger på sofaen, siger Brian Gaardbo, der med sengecyklen er blevet så motiveret, at han forbereder sig til at kunne løbe et halvmaraton.
Det har kostet 500.000 kroner at opgradere dialyseafsnittet på Aalborg Universitetshospital. Pengene kommer fra donationer og er søgt hos fonde med hjælp fra private erhvervsfolk.