Nyt projekt: Udsatte unge får ekstra hjælp til at komme i uddannelse

Målrettet vejledning har givet 29-årige Tore nyt håb for en fremtid med uddannelse og job.

Projektet "Job-Bro til Uddannelse" kører allerede i 11 kommuner, og erfaringerne herfra skal bruges til den videre indsats på området, siger beskæftigelsesministeren. (Foto: © Kasper palsnov, Scanpix)

Det kan være svært at komme i gang med en uddannelse, hvis hverdagen er præget af angstanfald, stofmisbrug eller noget helt andet.

29-årige Tore Christophersen fra Nordjylland har i 11 år haft en depression, og det har holdt ham langt væk fra uddannelsesinstitutionerne.

Først i efteråret 2017 kom han i den rette behandling, og nu er tiden endelig moden til at finde en studieretning, som kan få Tore Christophersen ud på jobmarkedet.

For at komme godt i gang er han blevet tilknyttet det nye projekt ”Job-Bro til Uddannelse” i Aalborg Kommune. Projektet henvender sig til udsatte unge uden uddannelse og skal hjælpe deltagerne med at blive studieparate.

De unge får i høj grad selv lov at beslutte, hvad der skal til for, at de kommer i gang med en uddannelse.

Personlige forløb skal motivere

I det nystartede projekt er dansk og matematik obligatorisk, men derudover kan deltagerne selv vælge, hvad de vil blive bedre til. De kan eksempelvis vælge at arbejde med kost og motion eller læse op på konkrete fagområder.

Den store medindflydelse på forløbet øger motivationen og chancen for, at det lykkes, mener projektleder Maren Koldborg. En anden vigtig del er, at de unge får tilknyttet en personlig uddannelsesmentor, som kan hjælpe med at klare de udfordringer, som måtte opstå.

- En mentor kan være støttende i forhold til at hjælpe den unge med at få søgt en bolig og tage samtaler om, hvad for en uddannelse man skal tage, og hvad det præcis er, som man er god til, fortæller hun.

Projektet gennemføres på SOSU Nord i Aalborg, og det giver deltagerne en unik mulighed for at opleve studiemiljøet på nært hold allerede fra første dag.

- Vi tror, det er rigtig vigtigt at have nogen at spejle sig i. Dem, som i forvejen kommer på den uddannelse, er jo unge, som er i gang med noget. Vi tror, det er vigtigt at være en del af noget større, og det er man ikke, hvis man er på et projekt indrettet til en særlig målgruppe, siger leder af Jobcenter Aalborgs Uddannelseshus Jette Frederiksen.

Store forventninger til projektet

”Job-Bro til Uddannelse” er støttet af Beskæftigelsesministeriet med 60 millioner kroner, og projektet i Aalborg er det største af i alt 11 projekter landet over. I løbet af de næste to år skal 225 aalborgensiske unge igennem forløbet, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) forventer sig meget af.

- Det er jo en falliterklæring, at vi opgiver unge mennesker, som måske har 40 gode år i sig på det danske arbejdsmarked. Det kan vi ikke være bekendt. Ikke mindst i forhold til de unge, som kan havne på passiv overførsel. Men også fordi, at samfundet har brug for, at flest mulige mennesker er en del af det arbejdende fællesskab, siger han.

Udover at få en masse unge i gang med en uddannelse håber Troels Lund Poulsen også, at man kan få nogle gode erfaringer fra det målrettede arbejde. Den viden, man indhenter i de 11 projekter, skal nemlig danne baggrund for den fremtidige indsats med at få udsatte unge i uddannelse og dermed tættere på et job.

Tore Christophersen er allerede kommet langt i sit personlige arbejde hen imod en uddannelse. Sammen med 74 andre unge startede han i Aalborg for blot en måned siden. Men allerede nu er han i fuld gang med at få en virksomhedspraktik i en SFO op at stå. Med afsæt i den håber han på at kunne søge ind på pædagoguddannelsen til næste vinter.

- Jeg har aldrig rigtig været optimist. Jeg forsøger at være realistisk. Men jeg tror, der er en god chance for, at jeg kan komme videre i nær fremtid, siger han.