Tema Stenkast fra motorvejsbro

Nyt stenkast fra nordjysk motorvejsbro: Politi leder efter to personer

Politiet efterlyser efter to personer efter nyt stenkast fra motorvejsbro syd for Hirtshals.

Sidste år blev der konstateret stenkast fra flere broer i Aalborg. (Arkivfoto) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

En bil blev her til morgen ramt af småsten, kastet ned fra en motorvejsbro over E39 syd for Hirtshals.

Politiet leder nu efter to mulige gerningsmænd.

Stenkastet fandt sted omkring klokken kvart i otte, hvor en mandlig bilist var på vej i nordgående retning.

Det oplyser Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

- Da han kører hen mod broen, kan han se, at der står to personer på broen, og da han kører forbi, kan han se, at det er ligesom om, de kaster noget ud, der så rammer hans bil.

Efter chaufførens opfattelse er der tale om noget grus eller nogle småsten. Stenene efterlader lette ridser på motorhjelmen, og chaufføren kører efterfølgende ind til siden og ringer til politiet.

- De to personer (på broen red.) forsvinder på en knallert, fortæller Karsten Højrup Kristiansen.

Nordjyllands Politi efterlyser nu vidner, der kan lede dem på sporet af de to personer.

I den forbindelse har politiet følgende signalement af de formodede gerningsmænd:

  1. Mand, ca. 185 cm og almindelig af bygning. Iført sort styrthjelm med sort glas og sort jakke med pelshætte.
  2. Mand, ca. 15 – 20 år, ca. 185 cm høj. Muskuløs/lettere kraftig af bygning, dansk af udseende og kort hår. Iført en lys farvet dynejakke.


De to personer kørte på en scooter (muligvis en PGO Hot 50), der var mørkeblå eller sort med hvid skrift på siden.

Stenkastet skete fra broen, hvor Højrupsvej krydser motorvej E39 mellem Bjergby og Åbyen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.