Østeuropæere og flygtninge har vendt nordjysk befolkningstilbagegang

Indbyggertallet i Nordjylland er de seneste fem år øget med 6280 borgere.

- Danmark har et fantastisk socialsystem for folk som os, siger polske Michal Jan Gilewicz, der sammen med sin kone og to døtre på 4 og 11 år er særdeles glade for at bo i Frederikshavn. (Foto: Søren Flytkjær © DR Nórdjylland)

Nye nordjyder holder gang i de nordjyske hjul. Tilflyttere fra Østeuropa og flygtninge fra Syrien har vendt befolkningstilbagegangen i Nordjylland til vækst.

- Jeg fandt et godt job som svejser, siger polske Michal Jan Gilewicz.

Efter en måned alene i landsdelen, fik han sin kone og to døtre med til Frederikshavn.

Tendensen med flere indbyggere i stedet for færre er godt nyt for Nordjylland, fordi det skaber mere omsætning, mener forsker i kommunaløkonomi Kurt Houlberg fra Det Nationale Insitut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora).

- Det betyder meget psykologisk og også i forhold til økonomien i området, at der nu er tale om fremgang i stedet for som tidligere tilbagegang, siger han.

Efter tilbagegang i 2010 er den nordjyske befolkning de seneste fem år øget med 6.280 personer. Det skyldes især flygtninge fra Syrien og Eritrea og tilflyttere fra Rumænien og Polen.

For at de nye borgere også bliver en økonomisk gevinst for kommunerne, så skal de i arbejde.

- Det bliver afgørende for, hvor meget de kommer til at bidrage til den økonomiske vækst, at de har eller får tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed kan være med til at skæppe til skattekassen, siger forskeren.

Mens østeuropæerne helt overvejende kommer, fordi de har et job eller leder efter et, så er billedet mere broget for flygtninge. De skal først gennem et integrationsprogram, og hvordan deres tilknytning bliver til arbejdsmarkedet er mere usikkert, lyder det fra kommunalforskeren.

I Frederikshavn er polske Michal Jan Gilewicz og familien indstillet på at blive boende resten af livet, hvis det er muligt.

  • Befolkningstallet i Nordjylland er steget fra 579.824 (1.8.2011) til 586.104 (1.8.2016)

  • I samme periode er antallet af borgere med dansk oprindelse faldet fra 545.724 til 538.600.

Facebook
Twitter