Offentligt ansatte: Blandet modtagelse af ny respektpakke

- Respektpakken er ikke en julepakke, jeg har gået og ventet på, lyder det fra nordjysk skolelederformand. Det var bedre, vi fik mere personale, siger FOA-formand.

Trusler mod ansatte i det offentlige skal fremover straffes hårdere. Loven forventes at træde i kraft i slutningen af december. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

- Det var bedre, vi fik nogle flere hænder og mere personale, så vi kan imødegå de ting, der sker.

Sådan siger FOA-formand Kristian Gaardsøe i Aalborg til den "Respektpakke", som et flertal i Folketinget vedtog mandag.

Lovpakken indeholder 18 tiltag til bedre beskyttelse af offentligt ansatte. Blandt andet bliver det strafbart at chikanere personer i offentlig tjeneste.

- Det er da dejligt, at der er nogen, der prøver at skabe mere respekt om offentligt ansatte, men jeg tror ikke, straf er den rette vej, siger Kristian Gaardsøe.

Han mener derimod, at de truende ofte har mere brug for behandling end straf. Og han tror på, at mere personale vil gøre, at der er mere overskud til at møde borgerne der, hvor de er i livet.

Hos de nordjyske skoleledere mener formanden, at dialog klarer det meste i hverdagen.

- Respektpakken er ikke en julepakke, jeg har gået og ventet på, lyder det fra Peter Hansen.

Hans landsformand, Claus Hjortdal, er dog positiv over for, at respektpakken nu giver mulighed for at føre sager mod de, der "groft og uretmæssigt" hænger offentligt ansatte ud.

- Det er trist, at det er kommet så vidt, men vi må have en beskyttelse af hvervet, siger han.

Han nævner, at der har været eksempler på, at lærere og skoleledere er blevet hængt ud på Facebook.

- Der sker mange ting på de sociale medier, og straffeloven er utidssvarende på det punkt, siger skoleledernes formand.

Om Respektpakken

  • Tiltaget skal øge respekten for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste.

  • Blandt initiativerne er indførelsen af en ny chikaneregel i straffeloven.

  • Straffelovens særlige regel om vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste skal udvides til også at omfatte indirekte trusler.

Facebook
Twitter