Hjælp til lektier, at komme op om morgenen eller bare en god snak om, hvordan det går - det er noget af det, der skal få sårbare unge i Aalborg til at starte på en uddannelse og holde fast i den.
Kommunen har fået seks millioner EU-kroner til et projekt, hvor en mentor støtter unge, der af en eller anden grund har svært ved at holde fast i sin karriere.
En af dem er 23-årige Oskar Melgaard Glavind fra Aalborg, der i dag er kommet godt i gang med en uddannelse som ejendomsservice-tekniker.
- Nu ved jeg, at der er en, der er klar til at gribe mig, før jeg falder ned eller det går helt galt, siger han.
For det har Oskar nemlig prøvet før. Han er ordblind og havde derfor svært ved at følge med, da han gik i gymnasiet.
- Når man klarer sig dårligt, så er det svært at engagere sig og komme op om morgenen, siger nordjyden, der endte med at have så meget fravær, at han blev smidt ud.
Det var Oskar Melgaard Glavinds mentor, der foreslog ham at vende blikket mod en erhvervsuddannelse, selvom der ikke var tradition for det i hans familie. I dag har han nul procent i fravær.
Hvor en almindelig sagsbehandler har omkring 50 borgere at tage sig af, så har mentorerne kun 15 unge hver.
- Hvis det er med til, at den unge rent faktisk fastholder sin uddannelse og kommer ud på arbejdsmarkedet, så er det jo en god investering i det lange løb, siger mentor Jeanette Hedegaard.