Overlæge: Vi er kronisk bekymrede for hjertestop hos patienter, der ligger på gangene

Sygehuspersonale mangler udstyr, hvis der opstår en kritisk situation hos patienter, der ikke befinder sig på en stue.

Det siger sig selv, at når vi har patienter på gangene, så er det fordi, vi har enhver seng belagt, siger ledende overlæge Henrik Nielsen. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

Det er en konstant bekymring for personalet på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, at alvorligt syge patienter ofte må ligge på gangene på grund af overbelægning.

Patienternes sikkerhed er simpelthen dårligere ude på gangene, siger professor og ledende overlæge Henrik Nielsen.

Vi håber hver dag på, at aftenen og natten går godt, for vi ved, at udsigterne for patienten er dårligere, hvis der indtræffer noget, imens man ligger på gangen.

Henrik Nielsen, overlæge

- Vi håber hver dag på, at aftenen og natten går godt, for vi ved, at udsigterne for patienten er dårligere, hvis der indtræffer noget, imens man ligger på gangen, siger han.

Afdelingen er blandt de 20 sygehusafdelinger i Danmark med de mest konstante overbelægninger. Siden januar 2015 har der på den infektionsmedicinske afdeling således kun været fem kalendermåneder, hvor der ikke har været overbelægning i mindst halvdelen af dagene, viser tal fra e-Sundhed.

Ifølge den ledende overlæge er der ofte tale om svært syge patienter, som statistisk set kan risikere tilbagefald eller komme i en kritisk tilstand, som kræver hurtig indgriben fra personalet. Det kan for eksempel være ved et hjertestop.

- Sygehusene i Danmark er jo heldigvis sådan indrettet, at når man er på en stue, så er sengen placeret, så der bagved er de nødvendige redskaber, som personalet anvender. Men det har vi simpelthen ikke ude på gangene, siger Henrik Nielsen.

Regionsrådsformand i Nordjylland Ulla Astman (S) har bedt hospitalsledelsen om at lave et analysearbejde, hvor man blandt andet skal se på, hvordan man kan udnytte ressourcerne og den samlede kapacitet i regionen langt bedre.

Overlæge: Vi har udnyttet kapaciteten til det yderste

Men ifølge Henrik Nielsen viser erfaringerne fra de seneste tre måneder, at man allerede har strukket kapaciteten til det yderste. Blandt andet har man, ifølge ham, spurgt Region Midtjylland, om det var muligt at overflytte patienter der til.

- Jeg synes, det lyder mærkeligt, at man tror, det kan løses ved at flytte dem andre steder hen, hvor der kunne være en ledig kapacitet, for det har vi selvfølgelig allerede tænkt igennem, inden vi placerer dem på gangene, sider den ledende overlæge.

Han mener, overbelægningerne skyldes en række beslutninger, der er truffet hen over årene. Og ifølge ham er der to løsninger: Bedre rammer, så der er plads til de patienter, der har behov - eller at der kommer færre patienter.

- Hvordan politikerne så vil nedbringe sygdom ved en politisk beslutning, ved jeg ikke, siger Henrik Nielsen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.