På Johns arbejdsplads deles de om arbejdstiden for at undgå fyringer

Økonomisk udfordrede virksomheder sender på skift ansatte på dagpenge.

'Det er ikke noget, der gør, at vi skal gå fra hus og hjem,' siger projektkoordinator John Carlsen. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)

På sikrings- og sikkerhedsvirksomheden Actas i Aalborg deles en række ansatte om arbejdstiden for at undgå fyringer.

Faktisk har halvdelen af virksomhedens 93 ansatte sagt ja til at være på

dagpenge
to ud af seks uger.

Det sker for at sikre virksomhedens økonomi, som ellers er hårdt presset som følge af coronakrisen.

Af samme grund byder projektleder John Carlsen den nye arbejdsfordeling velkommen.

- Det er en måde at vise samfundssind på. Jeg føler, at jeg bidrager med noget positivt til samfundet, siger han.

De nye arbejdstider betyder, at John Carlsen får udbetalt 20 til 25 procent mindre i løn, fordi han er mindre på arbejde.

- Det er ikke noget, der gør, at vi skal gå fra hus og hjem. For mig er det en fin ordning, hvor alle bidrager og løfter i flok, siger han.

Mens John Carlsen er på

dagpenge
hver tredje uge, er andre kollegaer blevet, men har sagt ja til at gå ti procent ned i løn.

Samlet har medarbejdernes fleksibilitet været med til at forhindre fyringer, fortæller HR-ansvarlig Lea Drejer Raunslund.

- Vi havde bestemt været presset på økonomien, mere end vi er nu. I yderste konsekvens kunne vi være nødt til at afskedige medarbejdere, siger hun.

Flere går samme vej

Actas er bare én ud af i alt 66 virksomheder i Aalborg Kommune, som siden april har rådført sig med kommunes virksomhedsservice om anderledes arbejdsfordeling.

Til sammenligning ændrede kun én virksomhed i kommunen sidste år sin arbejdsfordeling.

De nyeste tal fra jobindsats.dk - som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering står bag -viser, at der på landsplan i marts var 5.280 personer, der fik en anderledes arbejdsfordeling. Sammenlignet med marts sidste år gjaldt det 15 personer.

Situationen hos Actas har dog ikke fået virksomheden til at søge den lønkompensationspakke, som regeringen vedtog i marts, og som blandt andet dækker hjemsendte medarbejderes løn.

- Der er virksomheder, som har mere brug for hjælp, end vi har. Selvom der er nedgang i arbejdsmængden, er vi ikke presset i knæ på nuværende tidspunkt, siger Lea Drejer Raunslund.

Også John Carlsen er klar til at udvise samfundssind og fortsætte med arbejdsfordeling lidt endnu.

- Man kan ikke sige til al evighed, men jeg kan være med, så længe det er nødvendigt, siger han.

John Carlsen og kollegaernes nye ordning løber indtil 31. maj

Facebook
Twitter