Pia er sygeplejerske og glæder sig over udsigt til flere tests: 'Stort ønske om at vide, om man er smittet eller ej'

Ansatte i sundhedsvæsenet er glade for, at ministeren vil indhente mere testudstyr.

Fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer i Aalborg Pia Jødal mener, at mere testudstyr vil gøre en forskel. (© Aalborg Universitetshospital)

Flere danskere skal testes for coronavirus.

Det slog sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i går fast efter fleres dages debat.

De nye tests vil blandt andet blive stillet til rådighed for sundhedspersonalet på danske sygehuse, hvor man indtil videre kun har testet ansatte med svære symptomer.

Det glæder Pia Jødal, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer på Aalborg Universitetshospital.

- Det er en god ide. Man har selvfølgelig et stort ønske om at vide, om man er smittet eller ej, hvis man har nogle symptomer, siger hun.

Allerede onsdag i sidste uge meldte sundhedsmyndighederne ud, at flere medarbejdere, der varetager kritiske funktioner i sundhedsvæsenet, ældreplejen og blandt social udsatte, skal testes.

Efterfølgende lød meldingen fra flere regioner dog, at de kunne få problemer med at løse opgaven, fordi deres lagre med testudstyr langsomt svinder ind.

I går sagde Magnus Heunicke så, at man vil øge indsatsen for at sikre, at man får indhentet alt det testudstyr, der er behov for.

Vigtigt at kunne hjælpe kollegaer

Hvis det lykkes, vil det gøre en markant forskel, mener Pia Jødal.

Efter hendes vurdering vil flere tests af hendes kolleger reducere risikoen for, at personale ubevidst kommer til at smitte patienter.

Desuden kan hjemsendte medarbejdere komme hurtigere tilbage på arbejde, hvis en test kan afsløre, at de ikke længere har eller slet ikke har haft coronavirus.

Og det betyder meget, siger hun.

- Det er vigtigt, at man hurtigst muligt kan komme tilbage og hjælpe sine kollegaer.

Anna-Marie Bloch Münster, der er lægefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus, ser frem til at kunne teste flere borgere, når de lægger vejen forbi testområdet foran sygehuset i Esbjerg. (Foto: Bo Bechsgaard DR Syd © dr)

Et af de sygehuse, hvor man lige nu har begrænset testudstyr, er Sydvestjysk Sygehus.

Her ser lægefaglig direktør Anna-Marie Bloch Münster frem til, at ikke bare mere sundhedspersonale men også flere patienter fremover kan blive testet.

Også selvom de ikke er indlagt.

- Det tager vi selvfølgelig positivt imod, og vi er klar til at varetage den opgave, siger hun.

Patienter er kommet i første række

Indtil nu har sygehuset været nødt til at nedprioritere tests af både personale og andre borgere med milde symptomer.

- Vi har simpelthen ikke været sikre på, at vi havde tests nok til patienterne. Det vigtigste for os er selvfølgelig at varetage patienterne først, siger Anna-Marie Bloch Münster.

Det samme har været tilfældet på sygehuse i Region Midtjylland.

Her har man modtaget for få af de reagenser, som er nødvendige for at kunne teste for coronavirus, og derfor har testene også her været forbeholdt patienterne.

Hvis den praksis skal ændres, er det helt nødvendigt, at der kommer mere udstyr, siger Region Midtjyllands koncerndirektør Ole Thomsen.

- Vi har kun lige nøjagtig reagenser nok til at teste de patienter, vi skal teste. Vi håber og tror, at der kommer flere reagenser, men indtil nu er der kommet færre, end vi havde regnet med, og færre, end vi blev lovet. Hvis det fortsætter, vil vi i de kommende dage også kun kunne teste patienter.

Også han mener, at flere tests blandt personalet vil gøre en forskel.

Det gælder i særdeleshed dem, der lige nu er nødt til at blive hjemme af frygt for, at de er smittet.

- Hvis de var blevet testet, havde vi kunnet afkræfte, at de havde COVID-19, og så kunne de arbejde igen, siger han.

Magnus Heunicke (S) beklager i dag, at de danske sundhedsmyndigheder ikke har fulgt op på en henvendelse fra Sydkorea, hvorfra man tidligere er blevet tilbudt mere testudstyr.