Pindsvineplejer slår alarm: De dør på stribe

Det vælter ind med dehydrerede pindsvin på plejestationer landet over.

Pindsvinene tørster i sommervarmen. Derfor opfordrer lederen af Pindsvinehjælp Nordjylland alle haveejere til at sætte vand ud til de små dyr. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Den massive varme og tørke er begyndt at have alvorlige konsekvenser for de små stikkende kræ, der normalt pusler rundt i villahaverne om sommeren. Pindsvinene kan simpelthen ikke finde vand at drikke.

Det får nu lederen af Pindsvinehjælp Nordjylland Tine Christiansen til at komme med en klar opfordring til alle haveejere: ”VAND I HAVERNE”, skriver hun på plejestationens facebookside.

Opfordringen kommer efter en længere periode med ekstremt dehydrerede pindsvin, som er blevet indleveret på plejecentret. Det er ifølge Tine Christiansen helt normalt at opleve dehydrerede dyr i løbet af sommeren. Men i år står det særligt slemt til.

– Vi plejer at give dem noget væskebehandling, og så kommer de så småt på benene igen. Men det har aldrig været så heftigt, som det er nu, og dyrene dør simpelthen imellem fingrene på os, fortæller hun til DR Nordjylland.

Trods massiv indsats over for de tørstige og udmattede pindsvin har hun mistet seks dyr de seneste syv dage. De er alle døde inden for et døgn, efter de er blevet indleveret. Det er ifølge Tine Christiansen slet ikke normalt.

Hele kuld er i fare for at dø

Tine Christiansen har ikke det fulde overblik over omfanget af dehydrerede pindsvin. Men hun har kolleger i både Aarhus og på Amager, som alle melder om samme problem i sommervarmen.

Lige nu er der parringssæson for pindsvinene, så det er især hannerne, som er udsatte. Men snart kommer ungerne, og derfor bliver behovet for vand kun endnu større. Uden væske har de diegivende hunpindsvin nemlig ikke en chance, og så dør både hun og hele kuldet.

En hjælpende hånd fra haveejerne vil derfor gøre en kæmpe forskel, så længe himlen holder på vandet som nu. Også selvom man ikke selv har oplevet pindsvinene besøge sin matrikel.

– Der er rigtig mange, der tænker, at det behøver vi ikke, for vi har ikke set et pindsvin i haven i mange år. Men pindsvinene er der, og især i villakvartererne hvor de primært holder til. Og de har svært ved at finde vand. Vi kan jo se, hvor langt vi selv skulle gå for at finde den nærmeste vandpyt, hvis vi var meget lavbenede. Så det ville helt klart hjælpe, hvis folk ville stille noget vand ud i haven, opfordrer Tine Christiansen.

Det er dog ikke ligegyldigt, hvordan man serverer de livgivende dråber for de små dyr. Et fuglebad med høj kant eller en havedam dur for eksempel ikke, da det er utilgængeligt for pindsvinene. Tine Christiansen foreslår en stegepande eller en underkop til en urtepotte, hvor kanten ikke er for høj. Hvis man har høns – eller bare en 20’er i overskud – så kan man også investere i en lille hønsevander, som ikke kræver genopfyldning så tit.

Uanset serveringsfadet er Tine Christiansen dog ikke i tvivl om, at pindsvinene vil sætte særdeles stor pris på lidt menneskelig hjælp her midt i tørken.

Facebook
Twitter