Pludselig stod deres lejligheder i brand: Turboindsamling redder julen i Hobro

Et døgn efter brand vælter det ind med donationer til familier i Hobro.

Frivillige som Allan Hjorth og Dina Birkedal tager i mod alt fra legetøj til barbergrej. (Foto: Rasmus Jungersen DR Nordjylland)

Omkring 80 personer måtte evakueres, da en brand i går hærgede en lejlighedsblok i området Stoldal i Hobro.

Beboerne måtte forlade hjemmet og lade de fleste ejendele blive, mens de selv måtte søge ly ved det nærtliggende vandrehjem eller hos familiemedlemmer.

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest.

Lokale startede allerede i løbet af søndagen med at samle ind til de evakuerede. Det er lokale frivillige som Dina Birkedal, der har stået for indsamlingen.

Dina Birkedal startede med at samle ind, fordi hun kender flere, der bor i området gennem hendes arbejde på ungdomsskolerne i Mariagerfjord.

Hun er overrasket over opbakningen.

- Jeg lavede et Facebook-opslag, og så væltede det bare ind med ting og sager. Det er fedt at se, at det er alle, der kommer med ting, siger Dina Birkedal.

Slik og tandbørster

En af dem, det er gået ud over, er Mohamed Bilal, der på grund af branden måtte bruge natten på det lokale vandrehjem.

- Hver gang jeg lukker øjnene, tænker jeg på min lejlighed, der brænder, men jeg håber, at jeg kan vende hjem hurtigt, siger Mohamed Bilal.

Efter Facebook-opslaget blev lavet, begyndte det at vælte ind med alt fra tandbørster og shampoo til tøj, slik og Anders And-blade. Tingene blev samlet ved Hobro Idrætscenter, som også fungerede som samlingspunkt for de husvilde.

Hos idrætscentret sorteres alle donationerne af frivillige som blandt andre Dina Birkedals datter, Kia Birkedal, der selv er meget berørt af situationen.

- Jeg kunne ikke forestille mig, hvad jeg skulle gøre, hvis det var mig, der stod i den her situation. Det er vildt at se, hvor mange der hjælper til, siger Kia Birkedal.

Svært ved at sove

Selvom Dina Birkedal kunne have sovet i sin egen seng, blev hun også holdt vågen af branden.

- Jeg har ikke sovet i nat. Jeg har ligget og vendt og drejet mig. Jeg har tænkt "hvad nu hvis det var os, det var gået ud over", siger Dina Birkedal.

Hvis man har sko, sengetøj eller andet, man tænker, de evakuerede kan bruge, tager de stadig imod donationer ved Hobro Idrætscenter.

Årsagen til branden er endnu ukendt.