Politiet finder flyttekasser med sjældne sommerfugle efter ransagning af lejligheder

Fundet sker efter anholdelse af to danskere i Norge, der havde 35-40 sommerfugle på sig.

Det var jagt på den norske underart af apollo-sommerfuglen, der ledte til ransagning af de to mænds lejligheder. (© Hectonichus / Wikimedia Commons)

Flere flyttekasser med det, der ligner sjældne sommerfugle, er dukket op i to lejligheder i henholdsvis Aalborg og Randers.

Fundene blev gjort efter et tip fra norsk politi sidst i juli, da man tilbageholdt to danske mænd i fjeldet på jagt efter den sjældne apollo-sommerfugl.

De to mænd havde i omegnen af 35 til 40 eksemplarer af sommerfuglen på sig, da de blev pågrebet, og efterfølgende mente norsk politi, at det kunne være interessant at få undersøgt de to mænds hjemmeadresser i Danmark.

Netop den norske underart af apollo-sommerfuglen er meget sjælden og ligesom andre truede dyrearter strafbar at indfange.

Skal undersøges nærmere

Nu skal det undersøges, om også sommerfuglene fundet i de to mænds lejligheder er fredede, fortæller Henrik Taagaard, der leder den nye dyrevelfærdssektion under Nordjylland Politi.

- Vi skal have sendt de her sommerfugle ind til Naturstyrelsen, så vi kan få en udtalelse om, hvilke der er truede dyrearter, og så er det først dér, vi kan gå ind og rejse sigtelse i sagen, siger han.

Hvad sommerfuglene præcist skulle bruges til, vides ikke.

Gennem sit netværk til norske sommerfugleentusiaster har seniorbiolog ved WWF Verdensnaturfonden Thor Hjarsen dog ladet sig fortælle, at samlere kan være villige til at betale op mod tusind kroner for ét eksemplar af apollo-sommerfuglen.

Det sagde han til TV 2 i forbindelse med tilbageholdelsen af de to mænd i Norge.

Det kan derfor tænkes, at de fundne sommerfugle skulle bruges til videresalg.

Illegal handel med truede dyr løber ifølge WWF Verdensnaturfonden op i mere end hundrede milliarder kroner hvert år.

Herhjemme kan man risikere op til seks års fængsel, hvis man bliver taget for medvirken til salg.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk