Politiker: For lidt personale går ud over de ældre

Det er et generelt problem på kommunens plejehjem, at der ikke er personale nok. Det kan mærkes på plejen, mener ældreudvalgsmedlem i Aalborg.

Det går ud over de ældre på plejehjemmene, når der ikke er ansatte nok. Det bekymrer DF. (© colourbox)

Der er ikke personale nok på plejehjemmene, og det går ud over plejen af de ældre, mener ældreudvalgsmedlem i Aalborg Kirsten Algren fra Dansk Folkeparti.

Den seneste tid har det moderne Fremtidens Plejehjem i Nørresundby fået kritik for blandt andet underernærede og fejlmedicinerede ældre og et ualmindeligt stort forbrug af vikarer.

Men de store problemer med pleje og fravær hos personalet rækker langt ud over Fremtidens Plejehjem. Ifølge Kirsten Algren er problemerne helt generelle, og hun har et friskt eksempel fra et møde med en ansat.

- Det, hun fortalte, var, at hun skulle tage et valg mellem om hun skulle rende efter en dement, der var ved at forlade plejehjemmet, eller blive ved vedkommende, hun var ved at hjælpe på toilettet, siger Kirsten Algren.

Udvalgsmedlem: Kommunen bryder Serviceloven

Der er tilsyneladende én gennemgående forklaring på problemerne på Aalborg Kommunes plejehjem.

- Det er, at der ikke er personale nok. Hun forklarede, at de havde for mange, som ikke var fagligt kvalificerede, og at der ikke var vikardækning nok, siger Kirsten Algren.

Hun mener, at Aalborg Kommune bryder Serviceloven, der dikterer at syge, der ikke kan klare sig selv, har krav på personlig og praktisk hjælp.

Selvom hun selv sidder i kommunens ansvarlige ældreudvalg, mener hun, at mange problemer bliver gemt væk for politikerne.

- Når jeg sidder til et udvalgsmøde får vi nogle kvalitetsstandarder, men hvordan de bliver udmøntet ved jeg jo faktisk ikke. Vi hører aldrig om de klager, der kommer ind til rådmanden og direktøren. Det er kun når jeg snakker med beboere, personale eller folk jeg kender, at jeg får noget at vide, siger Kirsten Algren.

Udvalgsmedlem: Ledere og ansatte er bange for at rejse kritik

Hun mener, at plejehjemsledere og ansatte er bange for at rejse kritik af forholdene på kommunens plejehjem.

Men hun er også i vildrede over, hvordan hendes eget mandat i byråd og ældreudvalg skal bruges.

- Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg vil gøre, ud over at blive ved med at køre frem. Jeg kan jo ikke gøre noget alene. Hvis ikke jeg har udvalget med mig, og det har jeg ikke, så kan jeg jo ikke gøre andet end at blive ved med at sidde og brokke mig og sige, at jeg ikke synes, det er godt nok, siger hun.

Kirsten Algren har netop bedt om en opgørelse over vikaransættelser på kommunens plejehjem.