Poul forpurrer kystsikringen i Lønstrup: 'Han træder på sommerhusejerne'

Omstridt, nordjysk opfinder er i modvind, fordi han forhindrer ny kystbeskyttelse.

En klage fra opfinder Poul Jakobsen, der selv mener at have en løsning til at stoppe havet fra at æde af kysten, har nu forhindret sandfodring i tre måneder.

- Det er tåbeligt. Fuldkommen tåbeligt!

Ordene kommer fra Poul Jakobsen på stranden nedenfor Lønstrup by i Nordjylland.

Gennem flere årtier har man her hvert år kørt tusindvis af kubikmeter sand på kysten for at sikre den og i sidste ende sommerhusene bagved mod bølgernes hærgen. Det kaldes sandfodring.

Men sandet gør ingen verdens nytte, mener Poul Jakobsen.

- Det er spild af penge. For at sige det rent ud, så er det værre end en forestilling i det kongelige teater, og billetterne er noget dyrere.

I stedet mener han, man bør bruge det drænrørsystem, han selv har opfundet og gør brug af i firmaet Skagen Innovations Center, hvor han også er direktør.

Har selv klaget

På den baggrund har han personligt klaget over sandfodringen ved Lønstrup til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagen har opsættende virkning, og derfor har arbejdet med at lægge sand ud på kysten nu været forsinket i tre måneder.

Det kan betyde, at man slet ikke når at lægge sand ud i år, inden vinterstormene kommer og risikerer at rive flere meter af kysten med sig ud i havet.

Poul Jakobsen anerkender dog slet ikke, at sandet har en beskyttende virkning ved kysten.

- Det er en investering på to millioner kroner, og så er det hele skyllet i havet på et par timer, siger han.

I stedet for at fodre kysten med sand eller at lægge sten ud til hård kystsikring, består Poul Jakobsens løsning af rør, der skal lede vandet væk på en måde, hvor sandet ikke forsvinder.

Han har selv lavet forsøg med rørene i mindst tyve år, og han mener at kunne bevise, at de virker.

Men hos Kystdirektoratet kan man ikke dokumentere, at de har en effekt, og både der og i Hjørring Kommune har man længe afvist at bruge rørene.

Også selvom det ifølge Poul Jakobsen kun vil koste en fjerdedel af lægge rør ned og modsat sandfordringen have en varig effekt.

Bor ikke selv i området

Flere lodsejere i området er nu alvorligt trætte af Poul Jakobsen.

De har svært ved at forstå, at en enkelt mand, der ikke engang bor i Hjørring Kommune men i Skagen, kan sætte arbejdet i stå ved at klage.

- Det er ren obstruktion, og jeg mener simpelthen ikke, det burde være tilladt, siger Erling Mikkelsen, der er sommerhusejer og formand for sommerhusområdet Strandhusgården syd for Lønstrup.

- Det handler om, at den person, der har klaget, gerne vil fremskynde sine egne produkter. Det er at træde på sommerhusejerne syd for Lønstrup, og det er simpelthen ikke i orden, siger Erling Mikkelsen.

Erling Mikkelsen anerkender, at kysten ikke er sikret ved at blive fodret med sand.

Der skal også hårdere midler til for at holde bølgerne væk, og derfor er lodsejerne i dialog med Hjørring Kommune og Kystdirektoratet om problemet.

Men sandet har en virkning, når det bliver lagt ud, og det kan ride det værste af stormene af.

Derfor er sandfodringen vigtig, siger Erling Mikkelsen.

- Det sand, der kom i november og december sidste år, har gjort, at stranden har været mellem 65 og 75 centimer højere og også væsentligt bredere, så man kunne bruge stranden henover sommeren.

Erling Mikkelsen har til morgen fået flere henvendelser fra folk i området, der ligeledes er frustreret over Poul Jakobsens klage.

V: Skal ikke være muligt at bremse

Folketingsmedlem Jakob Jensen, der er miljøordfører for Venstre, har også svært ved at forstå, at en klage fra en enkelt person kan sætte Kystdirektoratets arbejde på kysten i stå.

- I det her tilfælde handler det altså om, at vi får beskyttet vores kyst, og de værdier og de huse, der ligger tæt ved kysten, siger han.

- Det kan ikke være meningen, at lovgivningen skal give mulighed for, at en borger kan bremse det her, når alle andre synes, det er en god idé.

Kysten ved Lønstrup beskyttes blandt andet af bølgebrydere og sand, men Poul Jakobsens klage har sat en midlertidig stopper for sandfodringen. (Foto: Janus Benjamin Jacobsen © DR Nyheder)

Jakob Jensen vil derfor gå til miljøminister Lea Wermelin (S) med sagen.

- Ministeren må kigge på, om der er ting, der skal justeres sådan, at vi sikrer en smidig og effektiv kystsikring, siger han.

Afviser kritikken

Poul Jakobsen afviser over for DR, at han står alene med sin klage og sit ønske om at få rør i stedet for sandfodring ved Lønstrup.

Han fortæller, at han på et møde med Kystdirektoratet den 5. september havde otte vidner med og flere hundrede lodsejere i ryggen, og at han i øvrigt samarbejder med store internationale firmaer og arbejder i hele verden.

- Det er ikke bare den lille Poul Jakobsen alene. Vi ved godt, hvad vi går og laver, siger han.

- Det er spild af skatteborgernes penge at hælde sand ud på stranden, og det vil alle på vestkysten give mig ret i.

I Hjørring Kommune vil man nu undersøge, om man kan få fremrykket processen, så man alligevel kan nå at sandfodre kysten i år.