Praktiserende læger har flere patienter end nogensinde før

I 2018 er antallet af patienter per praktiserende læge på det hidtil højeste niveau.

Antallet af patienter hos de praktiserende læger stiger fortsat. (Foto: Mikkel møller Jørgensen © (c) Ritzau Scanpix)

Det kan være svært at få en tid hos lægen, og telefonkøen er oftest lang. Det er virkeligheden for mange danskere, når de prøver at komme i kontakt med deres læge.

Antallet af patienter per praktiserende læge er steget hvert år siden 2012, og i dag er antallet på det hidtil højeste niveau. Således er der lige nu 1643 patienter per læge, viser en ny analyse fra Praktiserende Lægers Organisation.

Særligt slemt står det til i Region Nordjylland, hvor en læge i gennemsnit har 1828 patienter.

Årsagen til de mange patienter per læge skyldes ifølge de Praktiserende Lægers Organisation, at antallet af praktiserende læger falder, mens antallet af patienter stiger.

Læge, sygeplejerske eller sekretær

En lægepraksis kan vælge at lukke for flere nye patienter, når den har flere end 1600 patienter tilknyttet per læge. Men Lægeklinikken i Sulsted i Nordjylland har netop åbnet op for nye patienter. De forsøger nemlig at løse lægemanglen på en alternativ måde.

- Vi prøver at optimere, så vi bruger vores ressourcer bedst muligt. Det handler jo også i høj grad om, at vi får lov at bruge vores hjælpepersonale bedst muligt - blandt andet sygeplejersker, laboranter og sekretærer i klinikken. Det kan for eksempel betyde, at ikke alle patienter med ondt i halsen bliver tilset af en praktiserende læge, men bliver set af en sygeplejerske, siger Nitnoi Winsløw, praktiserende læge hos Lægeklinikken i Sulsted.

Presset på lægerne er mange steder så stort, at nye læger vælger at holde sig væk fra området, eller at nuværende læger stopper tidligere end planlagt på grund af det store arbejdspres.

Bekymret for fremtiden

For lægerne i Lægeklinikken Sulsted betyder det meget, at de både er flere læger og sygeplejersker til at tilse patienterne. Udover de fire praktiserende læger i huset har de fire sygeplejersker og et par uddannelseslæger tilknyttet.

- Det er helt afgørende, at det er de meget lægespecifikke ting, der kommer frem til mig. Det betyder selvfølgelig også noget, at vi har en god sundhedspædagogik med vores patienter, så de selv løfter og løser rigtig meget, siger Nitnoi Winsløw.

Selvom situationen lige nu er stabil i Sulsted, er Nitnoi Winsløw bekymret for fremtiden.

- Jeg kan godt være bekymret for de næste år. På den lange bane glæder jeg mig utroligt meget over, at vi får uddannet en masse nye læger fra Aalborg Universitet. Jeg håber, at de bliver i lokalområdet, siger hun.