Pressede lastbilchauffører tisser i flasker og glas

Oprydningspersonale langs motorveje finder hver dag adskillige flasker og glas med urin.

Rengøringspersonale finder ofte flasker og glas med urin i rabatter og skraldespande, hvor lastbilerne opholder sig. (Foto: Silja Alström © DR Nórdjylland)

Lastbilchauffører har så travlt på arbejdet, at flere føler sig presset til at tisse i en flaske, imens de kører i stedet for at holde ind ved en rasteplads.

Det fortæller de hos Landsklubben for Danske Godschauffører.

Flaskerne bliver smidt ud af vinduet, og derfor kan rengøringspersonale finde flasker med tis i, hver gang de er ude for at samle affald langs den nordjyske motorvej.

Claus Starcke er vejmand hos Arkil Vejservice, som står for oprydningen langs motorvejen i Nordjylland. Han støder på flaskerne i sit daglige arbejde.

- Man kan godt finde ti om dagen her på motorvejen. Når man går og samler papir ved siden af nødsporet, finder man dem også, siger han.

Flaskerne finder han forskellige steder langs vejene.

- Nogen ligger synlige på græsplænerne, andre er smidt ind i træerne, og så er der nogen, der smider dem i skraldespandene, siger Claus Starcke.

Ingen gør det af lyst

Hos Danske Godschauffører, siger formand Harald Fabricius, at det er et stort arbejdspres, der får chauffører til at bruge flasken fremfor toilettet.

- Grunden til at nogle måske vælger at gøre det, må være fordi, de føler sig rigtig pressede. Det er nogle leveringsterminer og nogle køre-hviletidsregler, der gør, at man skal være så effektiv og konkurrencedygtig som muligt, siger han.

Ifølge Harald Fabricius vælger chaufførerne ikke frivilligt flasken.

- Der er jo ikke nogen, der har lyst til det. Det må være af nød, siger han.

Harald Fabricius understreger, at der også kan være andre end lastbilchauffører, der tisser i flasker og smider dem langs vejene.

Facebook
Twitter