Pris på over 30.000 kroner for medicinsk cannabis sender Per ud på det illegale marked

Det er for dyrt at købe medicinsk cannabis på lovlig vis, mener flere.

Per Reipurth er pensionist og skal bruge op mod en tredjedel af sin indkomst, hvis han vil købe medicinsk cannabis på lovlig vis. (© PRIVATFOTO)

- Det er alt for mange penge. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så dyrt at producere.

Ordene kommer fra 72-årige Per Reipurth.

Han bor i den lille by Storring mellem Aarhus og Silkeborg og fik for fem år siden et nyt knæ. Siden har han døjet med nervesmerter.

Derfor fik han i flere år efter operationen ordineret morfin, inden han efter opfordringer fra andre forsøgte sig med cannabisolie, som han skaffede via sit netværk.

Cannabisolien er ikke godkendt eller laboratorietestet og har ingen dokumenteret effekt. Men efter 14 dage mærkede Per Reipurth en ændring.

- Jeg oplevede en markant bedring, og jeg havde ikke så mange smerter, som jeg plejede at have, siger han.

Skulle betale mindst 30.000 kroner

Efterfølgende kontaktede han en klinik i København for at finde ud af, om han kunne få medicinsk cannabis på lovlig vis ordineret af en læge.

Det kunne han godt. Der var bare et problem: Prisen.

- Jeg blev overrasket over, at det kostede ti gange så meget, som det man kunne købe på det såkaldte frie marked, siger han og tilføjer:

- Som jeg også sagde til min læge, så var det værste, der kunne ske, at det virkede smaddergodt, og at jeg så alligevel måtte stoppe med behandlingen, fordi jeg er pensionist og ikke kan bruge 30.000 eller måske 40.000 kroner om året på medicin.

Derfor valgte han ikke at tage imod tilbuddet.

Selvom Per Reipurth kan få 10.000 kroner i tilskud, kan han ikke få pengene til at række.

- Det kunne ikke lade sig gøre. Jeg ved ikke, hvad pokker jeg skulle give afkald på til fordel for det, og når der var et alternativ til en tiendedel af prisen, så var det en relativ nem beslutning, synes jeg.

Kan ikke være rigtigt

Også 47-årige Annemette Eeg fra København benytter sig af medicinsk cannabis.

Hun har valgt at betale prisen for at købe det lovligt, men forstår godt dem, der vælger en anden vej, fordi de har svært ved at få pengene til at række.

Hun mener, at medicinsk cannabis koster alt for meget.

- Skal man blive kriminel, bare fordi man er syg? Det synes jeg simpelthen ikke kan være rigtigt, siger hun.

Flere kilder bekræfter over for DR, at prisniveauet er en af årsagerne til, at mange søger ud på det illegale marked for at anskaffe sig medicinsk cannabis, selvom de kan få det lovligt.

En af dem er Peter Leutscher, overlæge ved Regionshospital Nordjylland og stifter af Klinisk Cannabis Forum.

- Enten så holder patienterne op med at tage medicinen, eller også ender det med, at de tager et substitut - altså et andet cannabis-præparat - på det sorte marked, som muligvis kan kompensere eller erstatte den medicin, men det har vi jo ingen garanti for, siger han.

Lægemiddelstyrelsen advarer mod brug

Som det er tilfældet med Per Reipurths cannabisolie, er et af de største problemer med ulovlig cannabis, at den ikke er testet godt nok.

Man ved ikke præcis, hvad der er i, og derfor advarer Lægemiddelstyrelsen kraftigt imod, at man køber ulovlig cannabismedicin.

- Netop fordi man ikke ved, hvad produkterne indeholder, og hvordan de er fremstillet, så aner vi ikke, hvordan de virker og dermed heller ikke, hvilke bivirkninger de har. Det kan være meget farligt for ens helbred at bruge de her produkter, siger specialkonsulent i Lægemiddelstyrelsen Karen Juul Jensen.

Alligevel er der altså personer, der handler med ulovlig cannabis.

DR har kontakt til en nordjysk ”formidler” af cannabis, der vurderer, at op mod 400 personer har kontaktet hende for at få fat i ulovlig cannabis.

Hun ønsker at være anonym, men vil gerne fortælle, hvorfor hun gør det, og hvem hun sælger til.

- Det er mange forskellige sygdomsgrupper. Det er pårørende til syge mennesker, det er syge mennesker, der ikke kan få hjælp ved det offentlige, og det er syge mennesker, der har givet op, siger hun.

Hun fortæller, at hun blandt andet har hjulpet en kvinde, der købte medicin for 4.700 kroner på apoteket i stedet at bruge en ulovlig olie, der koster 250 kroner.

Du er jo ikke læge. Har du tænkt over, om det er rigtigt, det du gør?

- Det gør jeg hver evig eneste dag. Man bliver ydmyg og sidder nærmest med folks liv i hånden nogle gange, og der er meget tillid mellem mig og dem, jeg vejleder. Jeg vejleder ikke i noget, som vi ikke selv har prøvet af, siger hun.

Olie fra Spanien og Frankrig

Hun fortæller, at den ulovlige olie kommer fra Spanien og Frankrig, men at der også er danske produkter, og at cannabisolien bliver testet på et laboratorium i Holland.

Kvinden har også selv brugt den ulovlige olie i mange år på grund af smerter. Hun ønsker, at man en dag selv må dyrke cannabisplanten i haven og lave sin egen medicin, hvis det kan bidrage til, at man får det bedre.

Du har ikke nogen betænkeligheder i forhold til, at du måske giver folk et håb, som ikke er rigtigt?

- Nej, for ret tidligt i enhver samtale vil jeg sige til dem, at der ingen garantier er i forhold til medicinsk cannabis. Det er jo meget med, at man skal lave nogle selvstudier og tage ansvar for sit eget liv, og det er egentlig det, vores kamp går ud på. Dit liv, dit ansvar. Det er et af vores mottoer, siger hun.

Krav gør medicinsk cannabis dyrt

Hos Lægemiddelstyrelsen er man særdeles skeptisk overfor de metoder, som de ulovlige forhandlere benytter.

Også selvom det kan virke tillokkende for patienterne.

- Selvfølgelig ønsker de at blive raske så hurtigt som muligt. Samtidig reklamerer de ulovlige firmaer med, at det er harmløst og sikkert at anvende, og at det er fremstillet sikkert, men det er desværre ikke rigtigt, siger Karen Juul Jensen.

Eksempelvis kan man ikke regne med, om indholdet af det euforisrende stof THC ligger under de tilladte 0,2 procent.

Samme melding kommer fra en af de lovlige producenter, som er godkendt under den nuværende forsøgsordning med medicinsk cannabis - virksomheden CannGros.

CannGros har tre produkter på listen over godkendte præparater, og de er ifølge direktør Henrik Uth ikke blandt de dyreste på markedet.

Et gram koster her 78,50 kroner, og typisk får en patient udskrevet 5 til 15 gram om måneden, oplyser han.

Henrik Uth mener, at det er svært at producere billigere, fordi markedet er relativt lille, og fordi der er en række regler og krav, som man skal leve op til, hvis man følger lovgivningen.

- Det sikrer, at der er ensartethed, at produktet er stabilt, og at der er det i det, som der står på mærkningen, hvilket er vigtigt af hensyn til patientsikkerheden, siger Henrik Uth.

Derfor koster lovlig medicinsk cannabis i udgangspunktet mere.

- Det er den pris, som folk nogle gange går ud og sammenligner med ting på det sorte marked. Men det kan man ikke, fortsætter han.

Evaluering af ordning på vej

Hos Scleroseforeningen forsøger man at få indført et nyt tilskud, så man ikke sender folk som Per Reipurth ud på det illegale marked.

- Vi er nødt til at se på, hvordan vi får prisen ned. Der er tale om alvorligt syge mennesker, og jeg tror godt, man kan forstå, at der er nogle mennesker, der ikke har råd til at betale tre, fire eller femtusind kroner om måneden for deres medicin. Så er det klart, at man er parat til at gøre hvad som helst for at kunne komme til at leve et bare nogenlunde normalt liv, siger direktør Klaus Høm.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) erkendte i sidste uge, at den nuværende forsøgsordning med medicinsk cannabis ikke fungerer som ønsket, og at han vil sætte gang i en midtvejsevaluering.

Om det vil føre til billigere priser eller forhøjet tilskud er usikkert.