Prisbelønnet dansk byggeri skulle være bæredygtigt: Men træet stammer fra truet regnskov

Canadisk cedertræ sælges i Danmark med miljømærke, som skulle garantere, at træet kommer fra bæredygtig skovdrift.

Hjørring Kommune var ikke i tvivl, da de skulle bygge et nyt børne- og kulturhus i Vrå. Facaden skulle laves af cedertræ fra Canada. For træet er enormt holdbart, kræver ingen maling og meget lidt vedligehold.

- Det er derfor, vi har valgt det, så vi ikke skal bruge en masse kemikalier, fortæller Gry Bruun Nielsen (R), der er formand for børne-, fritid- og undervisningsudvalget i Hjørring Kommune.

Vrå Børne- og Kulturhus har vundet titlen som Årets Skolebyggeri 2022. Men nu viser det sig, at det prisbelønnede byggeri slet ikke er så bæredygtigt, som kommunen ellers troede.

Western Red Cedar kommer fra arten kæmpethuja, der vokser i den oprindelige tempererede regnskov i det vestlige Canada.

For det canadiske cedertræ er af sorten Western Red Cedar og kommer fra tempererede regnskove langs Stillehavskysten. Her bliver ældgamle træer af arten kæmpethuja fældet for at skaffe træsorten Western Red Cedar. Træerne er op til 1.000 år gamle og 70 meter høje.

Skovhugsten er så omfattende, at der, ifølge forskere, nu kun er omkring en til tre procent tilbage af denne særlige skovtype.

- Havde vi vidst det, havde vi valgt noget andet træ, siger udvalgsformand Gry Bruun Nielsen fra Hjørring Kommune.

Populær træsort blandt arkitekter

Den nordjyske kommune er ikke ene om at vælge Western Red Cedar. Træsorten har i mange år været en meget populær træsort hos danske arkitekter.

Det canadiske cedertræ pryder for eksempel facaderne på Vestre Fjordpark i Aalborg, statsministerens havepavillon på Marienborg, Transportministeriets mødecenter i København, Det Grønlandske Hus i Aarhus og Eccos konferencecenter i Tønder.

  • Flere offentlige byggerier bruger canadisk cedertræ. Her er det en havepavillon ved statsministerboligen Marienborg. Salen anvendes blandt andet ved officielle besøg og pressemøder. (Foto: © Jakon)
  • Da det grønlandske hus i Aarhus i 2020 skulle have ny kultursal og tilbygning, faldt valget også på cedertræ. (Foto: © Moelven)
  • Eccos konferencecenter i Tønder med facader af canadisk cedertræ. (Foto: © Moelven)
  • Transportministeriet i København er udvendigt beklædt med massive Western Red Cedar facadelister. (Foto: © Keflico)
  • Vestre Fjordpark er et stort friluftsbad og aktivitetsområde i Aalborg. Også her indgår canadisk cedertræ i bygningen. (Foto: © Frederik Elsborg Kok - DR Midt & Vest)
1 / 5

Det cedertræ, som er importeret til Danmark, er mærket PEFC, som skulle være en garanti for, at træet kommer fra bæredygtig skovdrift. Miljøstyrelsen anbefaler også PEFC-mærket træ til offentlige bygninger.

Men certificeringen holder ikke, lyder kritikken fra miljøorganisationen Verdens Skove.

- Problemet er, at PEFC-systemet typisk anerkender nogle certificeringsstandarder, der findes i forvejen i de lande, de får tømmer fra. I lige præcis det her tilfælde anerkender PEFC nok den ringeste skovstandard, der findes på jordkloden, siger Jens Holm Kanstrup.

Han er teknisk rådgiver hos Verdens Skove med speciale i skovforvaltning og certificering. Skovstandarden, som han kalder 'den ringeste på jordkloden' hedder SFI, Sustainable Forestry Initiative, og er de senere år blevet den altdominerende certificering i Canada.

Regeringen i den canadiske delstat British Columbia har for nylig stoppet hugsten af Western Red Cedar, fordi SFI-certificeringen ikke har sikret den gamle tempererede regnskov på det nordamerikanske kontinent.

- Det er jo bevis for, at den certificering har lukket øjnene for noget, der helt klart ikke var bæredygtigt, mener Jens Holm Kanstrup fra Verdens Skove.

Udvalgsformand undrer sig

Tilbage ved Årets Skolebyggeri i Vrå ærgrer udvalgsformand Gry Bruun Nielsen sig over situationen.

- Når vi laver så stort et byggeri, har vi en klar forventning om, at det, vi bliver oplyst om, selvfølgelig er rigtigt. Så jeg synes, at det er et massivt problem, hvis vi ikke kan stole på certificeringerne, siger Gry Bruun Nielsen.

- Vi har fulgt retningslinjerne, så vi har bygget i god tro, tilføjer hun.

DR har foreholdt kritikken for PEFC Danmark. I et skriftligt svar lyder det:

"Hugsten af Western Red Cedar fra områder med Old Growth (gammel skov, red.) er ikke acceptabelt. PEFC Danmark er i kontakt med PEFC Canada og har gjort opmærksom på, at der skal tages skærpede hensyn til Old Growth".

Miljøstyrelsen har hidtil anbefalet træ med miljømærket PEFC til offentlige indkøb. Styrelsen oplyser til DR, at indkøbsvejledningen nu er under revision.

Rettelse 06.01.23: Det fremgik tidligere af faktaboksen, at PEFC er skovindustriens eget internationale miljømærke, og at PEFC Danmark laver årlige kontrolbesøg hos skovejere. Det er ikke korrekt, og faktaboksen er nu ændret.