Pusterør skal lette mobillivet for handicappede

Asbjørn Houmølller Eliasen, industriel designer og diplomingeniør-studerende. demonstrerer brugen af Tubusone på en tablet

Studerende ved Aalborg Universitet har udviklet et pusterør, der skal lette mobil-livet for folk med handicap i hænder eller arme.

Tubusone hedder pusterøret, som skyder en pind ud af røret ved et pust. Pinden rører ved skærmen på tabletten eller smartphonen - som brugte man en finger.

140.000 danskere har et handicap i hænder eller arme og har hidtil kun haft få og ikke særligt behagelige hjælpemidler til rådighed hvis de vil bruge tablets og smartphones.

Pusterør nemt at bruge

- Vores pusterør er meget nemt at bruge, forklarer Asbjørn Houmøller Eliasen, industriel designer og diplomingeniør-studerende.

Et af de hjælpemidler handicappede har til rådighed er et stativ til hovedet med en pegepind på.

- Det er meget anstrengende for nakken at bruge sådan et stativ. Med vores pusterør kan man bare sidde og slappe af, mens man ubesværet puster sig til at se videoer eller skriver beskeder, siger Asbjørn Houmøller Eliasen.

De studerende er ved at tage patent på pusterøret - og ved endnu ikke, hvornår det bliver sat i produktion.

Facebook
Twitter