Ræhana er født i Danmark, men kan ikke få opholdstilladelse

En sag fra Aalborg viser, at reglerne på udlændingeområdet er mere end rigeligt stramme, mener 22-årig aalborgenser.

  • Ræhana Naser er født på sygehuset i Aalborg og har fast job hos et advokatfirma. To måneder på kontanthjælp forhindrer hende i at få permanent ophold i Danmark. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)
  • Ræhana viser fotos fra sin barndom og da hun fik sin studenterhue. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)
1 / 2

Mens regeringen ønsker at stramme reglerne for udlændinges ophold i Danmark, så synes en 22-årig kvinde fra Nordjylland, at de er stramme nok i forvejen.

For selvom Ræhana Naser er født og opvokset i Aalborg og snart er færdiguddannet som juridisk sagsbehandler ved et advokatfirma, så kan hun ikke få permanent opholdstilladelse i Danmark. Hun modtog nemlig i 2013 to måneders kontanthjælp.

- Jeg græd rigtig rigtig meget, da jeg fik afslaget, fordi jeg simpelthen ikke kunne forstå, at man kunne afvise mig på så tyndt et grundlag, siger den 22-årige kvinde, der derfor lever på en midlertidig opholdstilladelse her i landet.

Integrationsråd: Grotesk afgørelse

Hendes forældre kom til Danmark som flygtninge fra Afghanistan i begyndelsen af 1990'erne.

Ræhana er født i Danmark, men fordi hun altså modtog kontanthjælp i to måneder efter at have været ansat i Bilka i Skalborg i 2013, så opfylder hun ikke kravet om ikke at have modtaget kontanthjælp indenfor de seneste tre år. Derfor kan hun ikke få permanent opholdstilladelse.

- En grotesk afgørelse, mener Mahtab Jalili-Trudslev, der sidder i Rådet for Etniske Minoriteter, der har til opgave at rådgive integrationsministeren i integrationsspørgsmål.

- Myndighederne burde se mere på de konkrete omstændigheder i sagen og den danskfødte Ræhana Nasers vilje til integration, siger Mahtab Jalili-Trudslev.

To måneder med stor betydning

Ræhana Naser ved godt, at reglerne er fulgt, og at der står, at man ikke kan få permanent opholdstilladelse, hvis man har modtaget kontanthjælp.

- Jeg havde bare aldrig troet, at jeg ville blive afvist på grund af to måneder. Jeg troede, det var hvis, jeg havde modtaget det i flere år, siger hun.

Som formand for det lokale integrationsråd i Aalborg siger Mahtab Jalili-Trudslev, at hun oplever mange, der er i samme situation og fortvivlede over, at de hverken hører til det ene eller det andet sted. For usikkerheden tærer jo på én psykisk, siger hun.

- Især i et tilfælde som her med en ung pige, der har en uddannelse og bare gerne vil sit eget Danmark, men ikke kan få lov til det, fordi der er de her forhindringer, siger hun.

Integrationsråd: Det rammer de forkerte

Mahtab Jalili-Trudslev mener, regeringens politik er uansvarlig, når den går ud over dem, der altid har boet her i landet.

- Man gør det jo for at skræmme andre væk, men det rammer jo desværre de forkerte, når det rammer dem, der er født her, siger hun.

22-årige Ræhana Naser håber, politikerne vil tænke sig om en ekstra gang, inden de kommer med yderligere stramninger på området.

- Når man er så velintegreret som jeg er, og viser, at jeg gerne vil det her samfund, så synes jeg, det er helt forkert, at jeg ikke kan få lov at være her, siger hun.

Ræhana har netop fået forlænget sin midlertidige opholdstilladelse med tre år. Men uden permanent opholdstilladelse og et statsborgerskab så kan den 22-årige blandt andet heller ikke få et pas og derfor ikke rejse udenfor landets grænser.

HØR INTERVIEW MED RÆHANA NASER VED AT KLIKKE PÅ LYDEN: