Regeringen vil droppe pulje til bedre internet i tyndt befolkede områder

Det vil ramme yderområderne hårdt, at bredbåndspuljen forsvinder, lyder kritikken.

I det nye finanslovsforslag vil regeringen droppe støtten til bredbånd i yderområderne. Arkivfoto. (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

I tre år har boligejere og virksomheder i tyndt befolkede områder i Danmark haft mulighed for at søge om støtte til hurtigere internet.

Men det skal være slut nu, hvis det står til regeringen, der ikke vil forlænge bredbåndspuljen på cirka 100 millioner kroner.

Det fremgår af regeringens udspil til finansloven for næste år.

Det er et stort problem, mener socialdemokraten Jane Grøn, der er formand for kulturudvalget i Mariagerfjord Kommune.

- Hvis vi skal have levedygtige landsbyer med et godt hverdagsliv, så skal man kunne komme i kontakt med omverdenen. Vi har også mange virksomheder ude i landdistrikterne, og de skal også kunne komme på internettet, siger hun.

Formand: Bredbåndspuljen har været helt afgørende

Bredbåndspuljen er først og fremmest målrettet landdistrikterne og tyndt befolkede områder, hvor teleselskaberne er tilbageholdende med at udbygge bredbåndsnettet på kommerciel basis.

Det kan derfor skabe store problemer i yderområderne, hvis bredbåndspuljen bliver nedlagt.

Det mener Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

- Bredbåndspuljen har været helt afgørende for områder, hvor der før var dårlig bredbåndsforbindelse, siger han og fortsætter.

- Det har betydning for bosætningen og for erhvervsudviklingen, at der er en ordentlig internetforbindelse, siger han.

I løbet af de seneste tre år er der givet bredbåndsstøtte til 12.000 adresser i forskellige egne af Danmark.

Puljen for 2019 er på cirka 100 millioner kroner, men fra nytår kan det altså være slut, hvis regeringen får stemt det igennem.