I 2020 sluttede 344 års dansk militær- og industrihistorie, da ammunitionsfabrikken Denex i Elling ved Frederikshavn lukkede.
Fabrikken havde rødder tilbage til 1676, og ved lukningen var det Danmarks eneste producent af ammunition.
Men nu kommer der måske nyt liv i de gamle fabriksbygninger. Som en konsekvens af krigen i Ukraine og det stigende behov for krudt og kugler i NATO-landene overvejer regeringen at få genåbnet produktionen.
- Jeg vil sætte mig i spidsen for at undersøge, om private selskaber kan være interesseret i at etablere produktion der, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Ritzau.
Hurtigere i gang
På et møde med EU’s forsvarsministre i Stockholm onsdag understregede den ukrainske forsvarsminister, Oleksij Reznikov, at Ukraines militær har brug for mere ammunition, først og fremmest til artilleri.
Derfor skal det afklares hurtigst muligt, om fabrikken i Elling kan genåbnes og være med til at løse behovet, siger forsvarsordfører Simon Kollerup fra Socialdemokratiet.
- Som jeg forstår det, er der stadig produktionsapparater på fabrikken, så formentlig er det hurtigere at få produktionen i gang i Elling, end hvis man lavede en helt ny fabrik, siger han.
- Det skal i hvert fald undersøges, og jeg håber, at vi kan tage nogle konkrete beslutninger, når vi går i gang med forsvarsforhandlingerne, lyder det fra Simon Kollerup.
Trecifret millionunderskud
Fabrikken i Elling hed frem til 2008 Ammunitionsarsenalet. Her solgte staten fabrikken til den spanske ammunitionsproducent Expal, som altså lukkede produktionen i 2020 – efter 10 år med et trecifret millionunderskud.
I dag er bygningerne omdannet til Krudten Erhvervspark, men direktør Tobias Madsen er klar til at genåbne fabrikken.
- Her er det kun den tid, det tager at fremskaffe en produktionslinje, der vil være afgørende for, hvornår man kan komme op at køre igen. Der har vi et forspring i forhold til en tom byggegrund, siger han.
Lokale arbejdspladser
Tobias Madsen er en af fire lokale erhvervsfolk, der købte fabriksgrunden for to år siden. Målet er at skabe job i et område, hvor de ikke hænger på træerne, forklarer han.
- Så for os er en ammunitionsfabrik lige så god som en erhvervspark, for det vigtige er at holde liv i faciliteterne og tiltrække nogle arbejdspladser.
Ammunitionsarsenalet i Elling rummer 50 bygninger på i alt 18.000 kvadratmeter.