Så kører bussen! Selvkørende busser testes for første gang på danske veje

Fra i dag bliver de første selvkørende busser testkørt i Aalborg.

"Du vil foretage et højresving, hvad gør du nu?" Et klassisk spørgsmål til en teoriprøve, men også for en selvkørende bus.

I sidste uge blev der givet grønt lys til selvkørende busser i Danmark. I dag begyndte man tests af de første busser på et stisystem i Aalborg Øst.

Her bliver de selvkørende busser i Aalborg programmeret til at vide, hvordan de skal agere i trafikken, så både bus og passagerer kommer sikkert frem.

Ansvarlig for det er Johan Larsen, Deployment and Maintenance Manager hos Holo, som står for driften af busserne i samarbejde med Aalborg Kommune.

- Vi er ved at lære bussen at navigere i det virtuelle kort. For eksempel, hvornår den skal tænde blinklyset, og hvornår den skal dreje, siger han.

Overholder alle regler

Forinden har programmørerne lavet et virtuelt kort over området, og bussen er nu ved at indlære ruten.

Derudover skal den selvkørende bus også lære, hvornår den har vigepligt for at sikre, at den ikke kører ud foran andre trafikanter.

Og så skal den lære, hvad den skal gøre, når andre trafikanter laver en fejl eller ikke kører efter reglerne.

- Du kan ikke sikre dig mod, at nogen kører ud foran bussen, men vi kan sikre, at der ikke kommer nogen til skade, når det sker.

Test med lav hastighed

Det var Vejdirektoratet, der i sidste uge gav Aalborg Kommune lov til at testkøre bussen på busstrækningen i Aalborg Øst.

Dog er det en test uden passagerer og med en fartgrænse på fem kilometer i timen.

Når bussen tages i brug, regner Holo med, at busserne vil køre mellem 10 og 18 kilometer i timen fra stop til stop.

I alt kommer tre selvkørende busser til at betjene buslinjen i Aalborg Øst.

Johan Larsen regner med, at de igangværende tests kan være færdige inden for et par uger, og han håber på, at busserne kan være klar til at køre med passagerer allerede til februar.