Sådan undgår du at blive udsat for svindel på nettet

Svindlerne bruger alt fra sociale medier til sms for at få dig lokket i fælden.

Svindlerne forsøger at ramme bredt, så deres svindelnummer bliver så effektivt som muligt. (Foto: (Grafik) Signe Heiredal © DR Nórdjylland)

På bare et halvt år har politiets nye enhed til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet på nettet modtaget mere end 12.000 anmeldelser om svindel.

Der er med andre ord rigtig god grund til at tænke sig godt om og være forsigtig, så man ikke bliver snydt.

Svindlen foregår via både sms, telefonopkald, hjemmesider, sociale medier og mails, og i mange tilfælde virker henvendelserne på overfladen reelle nok, selvom der er tale om det rene fup.

- Der er rigtig mange forskellige dimensioner af det, fortæller Ulla Malling, projektchef for Forbrugerrådet Tænk, der blandt andet har lanceret appen ”Mit digitale selvforsvar” i kampen mod internetsvindel.

Her kan man holde sig orienteret om aktuelle forsøg på svindel, tippe andre om det og generelt få gode råd til, hvordan man undgår at blive taget ved næsen.

Hold øje med priserne

Er man selv på jagt efter gode tilbud på nettet, er der flere ting, man kan holde øje med.

- Hvis det er en dansk hjemmeside, er det en god ide at kigge efter e-mærket, og om teksten er skrevet på ordentligt dansk, eller om den er oversat på en dum måde, siger Ulla Malling.

Er sproget dårligt, kan det være tegn på, at siden er oversat af en computer og lavet i et snuptag.

Nogle gange kan det også ses på prisen, som for eksempel kan vise 257,47 kroner i stedet for et regulært beløb som 250 kroner eller en udsalgspris som 249,95.

- Det skal også få alarmklokkerne til at ringe, siger Ulla Malling.

Lokker dig i en fælde

En ting er dog, hvad der sker, når man selv er på udkig efter gode tilbud.

Noget andet er, når man selv uden at have foretaget sig noget bliver kontaktet over mail eller sms – det, der også kaldes phishing eller smishing.

Det kan for eksempel være fra en afsender, der udgiver sig for at være fra Postnord, Elgiganten, Nets eller din egen bank.

Ofte vil vedkommende forsøge at få dig til at trykke på et link, hvor du bliver bedt om at indtaste kreditkortoplysninger eller lignende, som så kan sælges videre og misbruges.

- Sådan fungerer det slet ikke, når de her selskaber sender reminders ud. Men hvis man tilfældigvis går og venter på en pakke, kan man ende med at gå i en fælde, siger Ulla Malling.

Bruger den lokale biograf

På sociale medier vil svindelforsøgene for eksempel dukke op i forbindelse med konkurrencer eller særlige tilbud, hvor bagmændene kan gemme sig bag kendte eller endda lokale brands.

- Det kan være en biograf i Vejle, hvor du kan vinde to gratis billetter, og så ender du et sted, hvor du skal aflevere personlige oplysninger, siger Ulla Malling.

Det kan også handle om fysiske varer, hvor du "blot" skal betale for portoen for at få tilsendt din gevinst.

Men gevinsten dukker aldrig op, og dine betalingskort-oplysninger er blevet opsnappet og kan misbruges.

Afpresning med trusler om webcam

Et af de mest kendte forsøg på svindel over nettet er de såkaldte Nigeria-breve, hvor man over mail bliver bedt om at hjælpe med at få et stort millionbeløb ud af et afrikansk land ved at stille sin egen konto til rådighed.

Undervejs opstår der imidlertid udfordringer, som gør, at man bliver nødt til at sende penge til gerningsmændene for stadig at have mulighed for at få millionbeløbet.

Et nyere, men også udbredt fænomen, er sexstortion-mails.

Her får du at vide, at afsenderen har opsnappet et af dine gamle password, og at din computer er blevet hacket med det resultat, at der er blevet taget billeder med dit webcam, mens du har været på pornosites.

Billeder, som vil blive offentliggjort, hvis ikke du betaler en løsesum.

Det drilske er her, at afsenderen faktisk godt kan have opsnappet et gammel password og sende det til dig – men de har aldrig, som påstået, haft adgang til din computer og dit kamera.

Skal frem i lyset

Selvom særligt den slags mails kan være ubehagelige og følsomme at tale om, er det vigtigt, at de kommer frem i lyset.

Det er den bedste måde at udbrede kendskabet til dem på, siger hun.

- Det er vigtigt, at man får snakket om, at man får den her type mails, så man får italesat, at det findes. Ligesom da vi talte om de her Nigeria-mails for nogle år siden.

- Det kan være med til at styrke bevidstheden om, at der er meget kriminalitet på nettet, siger hun.

Også DBA giver på deres hjemmeside råd til, hvordan man kan undgå at blive snydt, når man handler via nettet.

Facebook
Twitter